Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - José Maria de Heredia (født 1842) - Stephane Mallarmé (1842–1899) - Paul Verlaine (1844–1896)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 Fransk
Lyrik
Ord fra hendes Side slutter Digtet: «Chiménes
Haand skælvede i hans.»
Saaledes er denne, Heredias, Kunst Frugten af en
Stræben, der gaar fra Hugo over Gautier og Leconte
de Lisle: upersonlig, lidenskabsløs, plastisk og
malerisk, farvestraalende som Email eller Glasmaleri,
ubetinget fejlfri i sin Nøjagtighed og Bestemthed,
udadlelig - impeccable, som det hedder paa fransk.
Imod den hele Retning er der i den franske Poesi
allerede for en Snes Aar siden opstaaet en Reaktion,
der længe tiltog i Heftighed og som nu har affødt
megen saare skøn Lyrik. Fra først af under Stephane
Mallarmé^ Vinger og Varetægt opstod der Digtere, som
af Naturen mere ubestemt og rent musikalsk anlagte,
i denne Poesi kun vilde se «store Glimraerblomster
uden Duft», som fra Chrysanthemum og Orchideer
længtes tilbage til Reseda og Levkøjer, men som
iøvrigt blev endnu mindre folkelige i deres Kunst,
end den tidligere Gruppe havde været.
Da Mallarmé i sin Tid udgav Florilége, sagde En
om ham: «Han har altid været berømt, nu ønsker han
altsaa at blive kcndt». Han vedblev at være berømt
og er den Dag i Dag ganske ukendt. Ikke uden Grund,
thi han har næsten Intet skrevet, og det Lidet,
han har udgivet, er for almindelige Læsere aldeles
ikke til at forstaa. Til de almindelige Læsere maa
vel at mærke her med Nødvendighed ogsaa regnes dem,
der ellers ingenlunde mangler digterisk Sans.
Mallarmé blev efter Verlaine’s Død almindeligt
betragtet som eneste overlevende Høvding for de
franske Symbolister og Dekadenter i Digtekunsten og
som Forløberen for deres mange Skoler og Grupper. Hans
Betydning som Digter er mangfoldige Gange ringere end
hans Betydning som Tilskynder, Indvier, Ny-begynder
af Bevægelser i Andres Sind; hans Praksis stod saare
langt tilbage for hans Teori. Og selv mod Teorien er
der mangt og meget at indvende.
En af dem, som fra først af og ret længe havde tilhørt
Parnasset, brød ud og blev den ny Retnings ypperste
Mand.
Paul Verlaine skrev 1884: «De fejlfri, de udadlelige,
det er......
. de og de. Hvad er de? Træklodser og intet uden
Træklodser.* Mallarmé selv gjorde den Betragtning
gældende, at da Sprogets Ord kun middelbart tegner og
maler, men i Virkeligheden altid klinger og lyder,
og da de kun udtrykker den groveste Del af vore
Sansninger og Tanker, idet deres Evne til at fremkalde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
