Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Paul Verlaine (1844–1896)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268 Fransk
Lyrik
gentagne Gange har udtalt, at det at nævne en
Ting ikke er det samme som at faa Læseren til at
se den. Tanken var vel ikke ny, men den betonede
noget, der hidtil ikke var blevet tilstrækkeligt
paaagtet. Det kunde hænde, at de ældre Digtere,
naar de vilde beskrive et Halsbaand, sagde: Rubiner,
Diamanter, Safirer, Ametyster, i Stedet for at bruge
Udtryk, der sætter Indbildningskraften i Bevægelse
og faar den til at frembringe Diamantens rene Lys,
Rubinens røde Glød osv.; dem fattedes undertiden de
Ord, som fremmaner Tingene ved at minde om dem.
Men ogsaa Parnassets Selvbeherskelse og kunstneriske
Ro blev Genstand for Uvilje og Spot. Og ingen var
mere skikket til disse Angreb end han, hvis ganske
opløste personlige Liv gjorde kunstnerisk Ro og
Selvbeherskelse umulig. «Det forekommer mig,» sagde
Verlaine engang, «at man under mine Vers maa kunne
føle mit Levneds Golfstrøm; der er en Strømning af
Isvand og en af kogende Vand og Vragstumper og Sand
og Blomster . . .»
Mallarmé var omtrent 58 Aar gammel ved sin Død i
1898. Han var som Menneske en fin og god Mand, af Ydre
middelhøj, med spidst, graasprængt Skæg, Satyr-Øren,
glimrende Øjne. Ingen var i den literære Verden i
Frankrig dengang elsket som han. Man trængte sig til
ham og om ham paa hans Modtagelsesdage. Hvert Ord,
han sagde, blev hørt med Opmærksomhed, og hyppigt
vakte hans Tale Begejstring. Man søgte til ham som
til en kunstnerisk Opdrager. I Samtale var han lige
saa simpel og klar, som kunstlet og dunkel naar han
skrev; hans Fremtræden manglede hverken Værdighed
eller Ynde, og han havde i daglig Omgang et Vid,
der aldrig kom frem i hans Vers.
Som Privatpersonlighed var han den jævne og fine Mand,
der er kendt fra Whistlers Maleri, hvor han staar
støttet til Kaminen med Cigaretten i sin Haand;
som Digter var han en sfinksagtig Hierofant for
kunstneriske Mysterier, der, naar Alt kom til Alt,
ingenlunde var synderlig dybe.
Man plejer at kalde Verlaine Symbolisternes
Stamfader. Han selv led ikke denne Benævnelse. For ham
var Symbolisterne støjende Folk, der slog paa Pauker
og Cymbler; Cymbalister kaldte han dem. Udspurgt
af Huret svarede han: «De keder mig tilsidst, disse
Cymbalister. Naar man virkelig vil gøre Revolution i
Kunsten, bærer man sig da saadan ad? I 1830 gik man
i Slag med en eneste Fane, hvorpaa der stod Hernani;
nu løber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
