Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Martin Luther (1483–1546)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Martin Luther
281
dets Liv igennem i ukysk Kyskhed? saa det uafbrudt
med Hjertet synder mod sit Løfte og det maaske var
bedre, at Manden nu og da havde en Kvinde hos sig,
og Kvinden en ung Mand.
«Her lærer Nogle, at det skulde være nok,
at En frivilligt lovede og begyndte paa sin
Kyskhedstilstand, det skulde hjælpe til, at om
han senere blev uvillig til at bære den, det dog i
Kraft af den frivillige Begyndelse ikke skadede. O
I Forførere og Vildledere, som dømmer Gudsdyrkelse
efter Værket og ikke efter Aanden! Det er forgæves:
Alt, hvad der gøres uvilligt, det burde hellere
undlades; thi det kan ske, at naar Mænd og Kvinder
er hos hinanden, de da har langt ringere Flamme og
Begær end Saadanne enlige Mænd og Kvinder. Men jo
større Attraaen er, des større er Ukyskhedens Synd. -
Saaledes kan nu disse stakkels Mennesker ingen Hjælp
finde. Paven lader dem brænde, miste deres Saft
og Kraft, og martres, som de kan; jeg ser derpaa,
som saa jeg de Børn, der i Folket Israel blev ofrede
til Ildguden Moloen og opbrændtes.» (Betænkning og
Undervisning om Klostrene og alle gejstlige Løfter.)
Det er vanskeligt for en moderne Læser, opdraget
i et luthersk Land, at forestille sig det Maal
af Oprørskhed mod alle som hellige og ukrænkelige
betragtede Idealer, der laa i slige Ord. Men man kan
maale det revolutionære Sindelags Styrke paa Styrken
af den Forargelse, Luther vakte; det var sandelig
ikke blot Hyklerne i den hidtidige Kristenhed, for
hvem det stod, som havde han givet Signalet til den
yderste Tøjlesløshed og sprængt alle sædelige Baand.
Det for os Nulevende paafaldende ved hans
Standpunkt er især dets Sneverhed. Den frigjorte
Munk taler ikke om Naturen, naturlig Beskaffenhed og
Naturnødvendigheder. Han taler udelukkende om Guds
Vilje, og han har, hvad Kendskabet til denne Gudsvilje
angaar, selvfølgelig alene Bibelen at beraabe sig
paa. Men det Betegnende er endda, at han bestandig
bygger sin Bevisførelse paa et eneste Bibelsted,
som han atter og atter anfører, hvor lidetsigende det
end er med Hensyn til Tvistepunkterne mellem ham og
den katolske Kirke, og det er Stedet, første Mosebog
28. Vers: «0g Gud velsignede dem og sagde til dem:
Vorder frugtbare og formerer Eder!»
Han vrider dette Ord for at faa det drejet til en
Tordenkile, han kan slynge mod alt ugift Liv; han
puster det op til at være Guds, Bibelens, det gamle
og nye Testamentes første og
G. Brandes: Samlede Skrifter. VII,
19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
