Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Martin Luther (1483–1546)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286 Martin
Luther
Hinder for, at en Kvinde kunde ægte den, med hvem
hun havde begaaet Ægteskabsbrud, men at der ingen
fornuftig eller religiøs Hindring var for, at en
Mand eller Kvinde kunde ægte den, hvis Ægtefælle han
eller hun havde dræbt for at bane sig Vej til den
anden. Og endnu mere: Da han trods sin teologiske
Begrundelse af Ægteskabets høje Værd og Rang,
i Virkeligheden kun tillagde det en rent fysisk
Betydning og kun betragtede det som en rent legemlig,
udvortes Forbindelse, gik han videre end nogen katolsk
Raadgiver i Samvittighedstvivl med sine Vink for de
Tilfælde, hvor den ene af Parterne følte sig fysisk
forurettet ved sit Ægteskab. Hvis, siger han, i saa
Tilfælde enten Hustruen eller Manden for at undgaa
Skandale ikke ønsker nogen udvortes Ophævelse af
Ægteskabet, saa bør Hustruen med Mandens Tilladelse
tage sig til Elsker enten en Fremmed eller en Broder
til Manden, og Afkommet da gælde for Mandens. Vil
Manden ikke give Tilladelsen, da raader Luther
Hustruen til med sin Elsker at flygte til et fjernt
og ukendt Sted. I begge Tilfælde er hun efter hans
Opfattelse ganske i sin Ret, og hendes tilkommende
Salighed vil ikke anfægtes deraf. Skønt han ikke vover
at afgøre, om Skilsmisse er tilstedelig, erklærer
han, at han for sin Del foretrækker Tvegifte for
Skilsmisse - noget han jo senere noksom i Praksis
viste, da han tillod Landgreven af Hessen at leve i
Dobbeltægteskab®).
*) Quæro casum ejusmodi, si muller impotent! nupta
viro nec possit nec velit forte tot testimoniis
et strepitibus, quot jura exigunt, judicialiter
impotentiam viri probare, velit tamen prolem habere,
aut non possit con-tinere, et ego consuluissem,
ut divortium a viro impetret ad nubendum alteri,
contenta, quod ipsius et mariti conscientia et
experientia abunde testes sunt impotentiæ illius, vir
autem nolit, tum ego ultra consulam, ut cum consensu
viri (cum jam non sit maritus, sed simplex et solutus
cohabitator) misceatur alteri vel fratri mariti,
occulto tamen matrimonio, et proles imputetur putativo
(ut dicunt) patri. An hæc niulier salva sit et in
statu salutis? Respondeo ego, quod sic, quia error et
ignorantia virilis impotentiæ hic impedit matrimonium,
et tyrannis legum non ad-mittit divortium, et muller
libera est per legem divinam nec cogi potest ad
continentiam. Quare vir debet concedere ejus juri,
et alteri permittere uxorem, quam specie tenus håbet.
Ulterius, si vir nollet consentire nec dividi
vellet, antequam permit-terem eam uri aut adulterari,
consulerem, ut contracto cum alio matrimonio aufugeret
in locum ignotum et remotum . . . Ego quidem detestor
divortium, ut digamiam malim quam divortium, sed an
liceat, ipse non .audeo definire. (Ib. S. 99 og 100.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
