Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Martin Luther (1483–1546)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Martin Luther
289
Det forstaar sig af sig selv, at Luther ud fra denne
stærke Hævden af et ægteskabeligt Samlivs Nødvendighed
maa stille sig skarpt affærdigende overfor hvad
han kalder «den naturlige Fornufts» Indvendinger,
det vil sige den Ugiftes Frygt for Børneskrig og
Nattevaagen, Ulysten til at ernære en Kvinde og en
Husstand o. s. v. Man kan let forestille sig, at han
har varme Ord til Lovprisning af alle Ægtestandens
Byrder, som det er Guds Vilje, at Menneskene skal tage
paa sig. De, der foretrækker Kyskhed, som Nonner og
Munke, er end ikke værd, at de skal faa Lov at vugge
et dødt Barn eller lave det en Suppe, var det end et
uægte Barn. Selv den Kvinde, der har et uægte Barn,
er bedre end en Nonne.*)
I denne Angrebskrig, under hvilken Luther blot
svinger sig op paa sin altid opsadlede Kæphest, har
han let Spil. En Vanskelighed bliver jo imidlertid
tilbage, maaske den største af alle for den moderne
Opfattelse, men overordenligst for den, der som Luther
har spærret alle andre Veje end den Vej, som fører ind
i Ægteskabet, det er Svaret paa det Spørgsmaal, han
til Slutning selv opkaster, Svaret til den, der siger:
«Jeg har Intet imod at gifte mig, men hvorledes skal
jeg ernære mig? Jeg har Ingenting o. s. v.» Luther
indrømmer, at denne Hindring er den største. Men som
Teolog har han nødvendigvis et Svar og intet andet
Svar end: «Det er Vantro og Tvivl om Guds Godhed at
tale saadan.» De, der vil være sikre paa at finde Føde
og Klæder, de vil «trække Hovedet ud af Slyngen^, vil
ikke lyde Budet: «I dit Ansigts Sved skal du æde dit
Brød.» Det er dovne, fraadsende Skelmer, som tænker
saadan. De vil kun fri, naar de kan faa «rige. smukke,
blide, venlige Koner* - «Ja vent du, vi vil lade nogle
male til dig.» («Ja harre, wir wollen dir sie m alen
lassen».) Og han slutter med det Raad eller den Be-
Sachen, die Leib, Gut, Ehre und Seligkeit betreften,
so leichtfertig mit der Nasen umfuhren.
*) Dårum sage ich, dass alle Nonnen und Monche,
die ohue Glauben sind [o: som Saadanne er uden Tro
paa Gudsordet: Vorder frugtbare og formerer Eder]
und sich ihrer Keuschheit und Ordens trosten, nieht
werth sind, dass sie ein getauft Kind wiegen, oder
ihm einen Brei machen sollten, wenn’s gleich ein
Hurenkind wåre. Ursache, denn ihr Orden und Leben
hat kein Gottes Wort vor sich: mogen sich auch nicht
ruhmen, dass Gott gelalle, was sie thun: \vie ein
Weib thun kann, ob’s gleich ein unehelich Kind tragt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
