Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Arthur Schopenhauer (1788–1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arthur Schopenhauer
301
dummeste af alle, og kun havde den ene gode Egenskab,
at det var uden Religiøsitet. Han kunde umuligt omgaas
andre Mennesker, lærte derfor at søge Ensomhed og
tilbragte Størstedelen af sit Liv som Eneboer. Han
bliver veltalende, ja poetisk, saa tit han priser
Ensomhed og Taushed over Alt.
I denne ensomme Stilhed havde han sine lykkelige, ja
salige Timer. Indfaldene indfandt sig, ejendommelige,
snart hemme-lighedsfuldt-dybsindige, snart glimrende
vittige, altid fuldendt klare og skarpe i Formen. Han
skrev dem ned og nød selv først som Ophavsmand,
hvad vi Andre som Læsere nyder efter ham: en i
tysk Filosofi enestaaende Prosas Anskuelighed og
Djærvhed. Schopenhauer er en stor Forfatter, en
filosofisk Skribent af Ludwig Feuerbachs høje Rang,
ikke ædelbaaren og lyrisk uimodstaaelig som han, men
friskere, uden Skolepræg, mindre betynget af Kunstord,
mindre virkelighedsfjern og tysk, en Forfatter for
Verdensmænd og for Europa.
Dog Selvprøvelsens ensomme Timer var lige saa pinlige
som Frembringelsens ensomme Tider søde. I dem gøs
han tilbage for sin ustyrlige Lidenskabelighed, sin
dybe Forfængelighed, sin om H. G. Andersen mindende
Dødsfrygt, mest maaske for den Menneskeforagt, der
havde udviklet sig hos ham, og som passede saa slet
til hans Overbevisning, at Medlidenhed er Roden til
al Sædelighed. Saa følte han Trangen til at forløses
fra sig selv, til gennem Begrundelse af Modsætningen
mellem den «erfaringsmæssige » og den «bedre»
Bevidsthed at nedsætte den sanselige Virkelighed
til en Skygge- eller Drømmeverden. Han brugte Kants
Lære om Rum og Tid som blotte Anskuelsesformer til
at gøre det menneskelige Liv her paa Jorden til en
Art Drøm. Og i Modsætning til den af ham saa højt
beundrede Goethes store Memento vivere (Husk at
leve!) stempler han nu sin Filosofi som en Betænken
af Døden.
Ogsaa hans mørke Livssyn, der nutildags har gjort hans
Navn saa berømt, har som alle hans øvrige Lærdomme
sit tydelige Udspring i hans Menneskevæsen. Det
stammer fra hin Menneskeforagt, der ikke passede
ind i hans Pligtlære. Det var paa Grund af sin store
Forstand, at han agtede sig selv. Men Geniet var en
Undtagelse, et Særsyn, der kun forekom et Par Gange
hvert Aarhundrede; Geniet var den grønne, blomstrende
Oase, der (i hans Parabel) med Urette klager over
aldrig at se sin Lige og kun finde den sørgelige,
stenede Ørken rundt om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
