Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Berthold Auerbach (1812–1882)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306 Berthold
Auerbach
At han var en stor og vis gammel Mand, hvis flygtigste
Ord det var værd at høre og opbevare, ødsel i aandelig
Henseende, sprudlende, dybsindig i Overvejelse,
uudtømmelig i Erfaring, det oversaas og glemtes i de
senere Aar, fordi denne Vismand tillige var et Barn,
der glædede sig over Ros som en ung Begynder og der
ikke rastede, før han havde aflokket En et rosende
Ord. Hans Forfængelighed var af den uskyldigste Art
og fandt netop derfor saa ringe Overbærenhed; thi
Verden beundrer let de Hovmodige, men der var ikke
Gnist af Hovmod i ham. Han trængte som en Kvinde til
at beundres, som et Barn til at elskes, og han gjorde
sig ingen Umag for at lægge Skjul derpaa. Men i det
stive og strenge Nordtyskland, særligt i Berlin,
hvor han boede i den sidste Snes Aar, skadede denne
Holdning hans Anseelse. Han blev uskaansømt omtalt,
uskaan-sommere næsten end H. G. Andersen i Kjøbenhavn,
skønt han dog var saa langt mere Mand, og han følte
det tilsidst dunkelt, skønt Uviljen eller Spotten
sjældent traadte ham personligt i Møde.
Fra hin Dag af, da han døde i Cannes, og til i Dag, da
hans tætbekransede Kiste sænkes i Jorden i den lille
Schwarz-walderby, hvor han blev født, har hans Venner
rundt i den tyske Presse meddelt deres Erindringer om
ham, har fortalt Anekdoter, har genkaldt sig og Andre
hans Væsen, som hver af dem har opfattet det. Det er
det ene Rette. Istedenfor at afskrive Leksikonner og
Literaturhistorier bør Enhver, naar en stor Mand dør,
yde sin Skærv til Fremtidens Skildring af ham ved
simpelt og sanddru at meddele det, for hvilket han
selv kan staa inde. Neppe har et fjendtligt eller
bittert Ord blandet sig ind i disse Smaa-Artikler
eller Feuilletoner, thi Auerbach havde ingen Fjende;
han blev kun hadet af dem, der i ham hadede eller
ringeagtede Andre, for hvem han blev betragtet som
Repræsentant. Jeg vil følge det af saa Mange givne
Eksempel og stræbe at ordne de Erindringer om den
Afdøde, der i Øjeblikket falder mig ind.
Det er ti Aar siden, at jeg gjorde Auerbachs
Bekendtskab. Jeg skyldte ham saa Meget, havde modtaget
saa tidlige og dybe Indtr}rk af hans ældste Arbejder
Spinoza og Dichter und Kaufmann (det sidste et lille
Mesterværk af taalmodigt Sjælemaleri), havde glædet
mig saa levende over Landsbyhistorierne, Barfussele,
Die Frau Professorin, havde sværmet saa stærkt for
den revolutionære og lige fuldt milde Patos i Neaes
Leben, at jeg nær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
