Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Berthold Auerbach (1812–1882)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308 Berthold
Auerbach
mig, at to engelske Forlæggere samtidigt havde skrevet
til vor fælles tyske Forlægger for at erhverve sig
Autorisation for en Oversættelse. Jeg troede, der var
hændt ham noget glædeligt, saa oprømt var han. Den
Bog bragte mig i et nærmere Forhold til ham, vistnok
mindre ved Behandlingsmaaden end ved sit Stof.
Af nordiske Forfattere kendte han Goldschmidt
og Bjørnson personligt. Han var ked af, at
Goldschmidts Livserindringer, om hvilke han havde
hørt, ikke var ham tilgængelige; han havde, da han
begyndte Nedskrivningen af sine, gerne anstillet
en Sammenligning. Bjørnson var ham simpelthen
en «Ven», han sympatiserede levende med ham,
kendte og skattede hans Ting, betragtede ham som
en af Samtidens store Digtere. Med Kompositionen
af Magnhild, for hvis Fortrin han manglede Blik,
var han dog meget utilfreds. «Sig til Bjørnson,»
sagde han, da Novellen udkom i Deutsche Rundschau,
«at han med sit store Navn godt kan skrive fire eller
fem daarlige Noveller endnu uden at miste det, - men -
saa tør han heller ikke skrive flere.> Hvad han satte
størst Pris paa hos Bjørnson, det var hans Væsens
Naivetet; hvor han i Kunst ikke fandt denne Egenskab,
der var han ubønhørlig, anerkendte ligefrem intet. Om
Tegners Frithiofs Saga sagde han: «Det er ingen Ting,
det har intet Fysiognomi*, om Hebbels hele Livsværk,
om Karl Gutzkows og mange lignende Aanders: «Det
er tørt, der er ingen Naturtone deri.» Mod Richard
Wagner nærede han, vist nærmest paa Grund af Wagners
Udtalelser mod Mendelssohns og Meyerbeers Musik,
en Art Had. «Der bliver ikke saa meget tilbage af
Wagner som af Lortzing», sagde han i sin Iver en Dag.
Han elskede og beundrede det prøjsiske Væsen, som
stod hans eget saa fjernt, og han følte sig vel til
Mode i Berlin, hvor han oversaa, hvad der maatte
støde hans Sindelag, og bestandig holdt sig alt det
for Øje, som tiltalte ham. Han var Prøjsen inderligt,
brændende taknemmelig, fordi det havde virkeliggjort
hans Ungdoms Forhaabninger. Jeg traf ham en Dag, ikke
længe efter Krigen, da han var særligt begejstret,
hos fælles Bekendte. Jeg gik for at aflægge Besøg
et andet Sted, og Auerbach fik Lyst til at gøre mig
Selskab; han kendte jo Alle. Vi steg sammen ind i en
Vogn. «Hvilket Folk!» sagde Auerbach, «dette nordtyske
Folk, og hvilken By, Berlin! Ingen Droskekusk her
vil nogen Sinde bede om Drikkepenge.» Vi steg ud,
jeg betalte; Kusken kunde naturligvis ikke give
tilbage. «Men ingen kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
