Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Berthold Auerbach (1812–1882)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312 Berthold
Auerbach
det kraftige, kortklippede Haar og Skæg, brunrøde
Kinder og en Mund, der blussede af Sundhed om
to kraftige, hvide Rækker Tænder, banede sig i
sin sirlige Pynt Vej fra den ene til den anden,
hilsede med godlidende Hjertelighed paa sine
mangfoldige Venner og strøede sine Indfald ud med
ødsel Haand. Gerne bar han ved Saadanne Lejligheder
sine mange Ordener, dem, hvis Plads var i Knaphullet,
og de fornemmere, der hang i Baand om Halsen; kun
gjorde han det nødigt, naar hans liberale Venner, der
ingen Ordener modtog, var til Stede, saa lod han med
et lille Suk sine Prydelser blive hjemme. Jeg véd fra
bedste Kilde, at han en Aften, da Lasker uformodet
indfandt sig i et Selskab, gik hen i en Krog og
stak alle sine Ordener i Bukselommen. Han havde en
overordenlig Ærbødighed for Laskers Karakter.
Ved Hove, hvor han som ivrig Fædrelandsven og
tidligere Forelæser for Kejserinden var særdeles
vel anskrevet, glimrede han naturligvis i sin
hele Pragt. Jeg traf ham i Fjor paa et Hofbal,
hvor han bevægede sig som en Fisk i Vandet, og i
en Haandevending havde forestilt mig for et Par
Kammerherrer og ,Literaturelskere, Direktøren for
Observatoriet, den amerikanske Afsending og endnu en
halv Snes Personer. Jeg ser ham dreje en uhyre Kage
rundt for at vise mig Stedet, hvor det gjaldt om at
lade Tjeneren gøre det rette Snit. Imedens talte han
om Bismarck, hvis Angreb paa Lasker havde forbitret og
bedrøvet ham i højeste Grad. «De husker fra Nathan den
Vise, sagde han, «hvad Nathan siger til Tempelherren:
«Stor! Stor og afskyelig !> det er i to Ord Bismarcks
Karakteristik.
Sidste Gang saa jeg ham i Fjor Foraar; han kom en
Formiddag sammen med den østerrigske Forfatter Karl
Emil Fran-zos, der paa sin Side har givet en Skildring
af dette Besøg, bænkede sig ret hyggeligt, drak et
Par Glas Vin, og talte længe om Kritiken, om hvad man
lærte og ikke lærte af den, om Strauss’s og Vischer’s
Afhandlinger om hans Skrifter og lagde mig det nær at
skrive et Essay om ham. Jeg havde desværre ikke Tid
tilovers til saa vidtløftigt et Foretagende og maa
nu nøjes med at optegne mine personlige Erindringer
om den store Elskværdige efter hans Død.
Auerbach var en af de trofasteste Naturer. Han slap
aldrig Pieteten for dem, han engang havde elsket. Man
maa have hørt ham tale om Schelling, hvis personlige
Elev han havde været,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
