Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Heyse
325
betragter Heyse Livets brogede Færd. Det er tydeligt
nok, at han ikke begriber, hvorledes man kan have Lyst
til som Kunstner med Forkærlighed at sV^e Saadanne
Skikkelser, som man i Livet vilde lakke sin Dør for,
ja han har selv med stor Aabenhed udtalt, at han
aldrig har kunnet tegne nogen Figur, som ikke besad
noget Elskværdig , intet kvindeligt Væsen, i hvilket
han ikke til en vis Grad var forelsket*). Derfor
bestaar da hans hele Persongalleri ogsaa med faa
Undtagelser (som Lorinser i Verdens Børn eller Fru
Jansen i Paradiset) af ensartede Figurer. De har
ikke blot Race, men ædel Race, det vil sige medfødt
Adel. Deres fælles Egenskab er hvad Heyse selv
betegner som Fornemhed, og Fornemheden er hos alle
hans bedre Mennesker den medfødte Uformuenhed til
at begaa noget Lavt eller Smudsigt, hos Naturbarnet
betinget ved Sjælens enfoldige Godhed og Sundhed, hos
Kulturmennesket tilsat med Personlighedens bevidste
Følelse af et fuldt og kraftigt Menneskelivs Ret,
der har sin Rettesnor og Domstol i sig selv og gyser
for Halvhed mere end for Vildfarelse. Heyse har selv
etsteds forklaret dette Yndlingsudtryk. Fornem er den,
der ikke praler med sine Dyder, ikke skammer sig over
sine Mangler og som strengt beskeden giver sig selv
den Ære, der tilkommer ham, ligegyldigt om Næsten
laster eller misunder. I Salamanderen hedder det:
Ich håbe meiner Tugenden und Fehler Mich nie geschåmt,
mit j enen nie geprunkt Und meinen Siinden macht ich
nie den Hehler.
Denn dies vor Allem, dunkt mich, ist der Punkt Wo
Freigeborne sich vom Pobel scheiden, Der feig und
heuchlerisch herumhallunkt.
Den nenn’ ich vornehm, der sich streng bescheiden Die
eigne Ehre giebt und wenig fragt, Ob ihn die Nachbarn
låstern oder neiden.
Og med næsten ganske lignende Ord udtaler Edwin
denne Grundtanke til den af det aristokratiske Skin
betagne Toinette: «Der gives kun én sand Fornemhed:
at blive sig selv tro . . . .
*) Se Verdens Bom og Indledningen til Enken i Pisa.
Gesammelte Werke VI, 206.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
