Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330 Paul
Heyse
en værdig Genstand for Poesien, det er Kvinden som
Sfinks, hvis Gaade han véd. Den søde Kærne er dobbelt
sød i sin haarde Skal. Der er om Kvinden, som Heyse
skildrer hende (fra L’Arrabbiata til Toinette og Lea,
Julie og Irene), en Isskorpe, der skjuler, afviser,
vildleder - brister og smelter. Hun hævder sin Adel,
idet hun saa længe som muligt vægrer sig ved at
give sit Selv ud af sine Hænder, idet hun opsparer
og opbevarer sin Kærligheds Skat. Hun bevarer sin
Adel, idet hun udelukkende lægger sit Selv i en
Enestes Hænder og staar afvisende overfor den øvrige
Verden. Hun er ikke en blind Magt underkastet. Er
Pigestoltheden overvunden og gennembrudt, finder hun
sig selv paa den anden Side af Svælget og giver sig
frit, naturfrit kunde man sige. Aldrig forekommer hos
Heyse en Forførelse; omtales den en eneste Gang som
forbigangen Begivenhed (Moder og Barn\ tjener den kun
til at stille den stolte Selvhævdelse og den stolte,
bevidste Selvhengivelse i det skarpeste Lys.
Denne Selvhævdelse og denne Modstandskraft (Rabbid)
er i Skildringen paa det Mangfoldigste varieret:
Atalanta i Dramet Meleager har Amazonetypens hele
friske Vildhed; hun foretrækker Livet og Legen i den
friske Natur, Løb og Spydkamp og Jagtens Bedrift for
blødagtig Ømhed og Kælenskab, som hun ikke forstaar,
Sejerskransen for Brudekransen. I Syritha er den
allerførste Blufærdighed, der opskræmmet flyr for
Brylluppet, skildret, i L’Arrabbiata Pigetrodsen,
der véd hvor nær ved den frygtsomme Bøn i Mandens
Sjæl den raa Fordring ligger, i Pigen fra Treppi
Jomfruelighedens instinktive Vægring, i Marianne
(Moder og Barn) Kvindestoltheden, der hos den
saakaldte faldne Kvinde fordobler sig under den
uforskyldte Skam, hos Madeleine (Rejsen efter Lykken)
Pligtfølelsen mod det fra Barndommen indprentede
Sædelighedsbegreb, hos Lore (Lorenz og Lore)
Skamfølelsen over et Øjeblik med Døden for Øje at
have ladet Tilstaaelsen komme over sine Læber, hos
Lottka den sørgmodige Tilbageholdenhed i Følelsen af
nedarvet Fornedrelse, hos den skønne Kåthchen den
fortvivlede Uvilje over at behage Alle, der ønsker
alle Beundrere og Kvindens egen Skønhed Pokker i
Vold, hos Lea den udviklede og forbeholdne Kvindes
Sky for at lade sin Svaghed ane, hos Toinette det
indefrosne Hjertes Afsky for at hykle en Lidenskab,
det endnu ikke føler, hos Irene en lille Prinsesses
moralske Strenghed, hos Julie den Kulde, der udmærker
en Cordelia-Natur, - indtil Øjeblikket kommer, da
alle disse Baand bliver sprængte^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
