Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - II. Hans Drengeaar. Hans oprindelige Race- og Karaktermærke. Heine skildrer ham og aner hans Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388 Ferdinand
Lassalle
Tidligt er Forfængeligheden vakt i ham. Den er ikke
som hos andre unge Genier blot den Skygge, som Anelsen
om ’de store Evner kaster hos den Halvvoksne. Den
virker ogsaa senere frastødende hos ham som Mand. Han
optegner i sin Dagbog enhver smigrende Ytring, der
siges ham, og man ser, at de Voksne ikke sjældent
har sagt ham Artigheder for hans Forstand og Vid,
ja stundom har brugt Ordet genial i Tiltale til
ham. Med hans Forfængelighed hænger hans fremtrædende,
undertiden noget anmassende Væsen sammen, hans
Opsætsighed mod sine Lærere, i hvem han ser svorne
Fjender, hans hele stridbare Holdning alt som Dreng.
Som Skolediscipel er han umulig. - Med al sin skarpe
Forstand og ualmindelige Opfattelsesevne er han
luddoven, skulker og snyder uophørligt, afskriver
sine flittigere Kammeraters Stile, udebliver
under usandfærdige Paaskud. Ja han er forfalden
til langt værre Ting. Han skriver ikke blot falske
Undskyldninger for sin Udebliven fra sin Fader, men
han forfalskér henved et halvt Aar igennem systematisk
først sin Moders, saa sin Faders Navn under de slette
Vidnesbyrd, han hjembringer fra Skolen og tilbringer
sine Dage med Billard- og Kortspil. Samtidigt nærer
han de stærkeste og varmeste Venskabsfølelser og gør
sig Rede for sin urigtige Handlemaade i disse kønne
og sande Ord: «Jeg véd ikke, hvoraf det kommer;
jeg spiller hver Løverdag Billard, hvad min Fader
dog strengt har forbudt mig; jeg underskriver mine
Vidnesbyrd, hvad dog ligeledes er Uret, og elsker
ligefuldt min Fader til Ekstase, saa højt som et Barn
kun kan elske. Jeg vilde med Glæde give mit Liv hen,
ifald jeg kunde gavne ham derved, og dog .... Men
det kommer af mit Letsind. I mit Hjertes Grund er jeg
god.» (14. Januar 1840). Til det drengeagtige Letsind,
han nævner, staar hans overordenlige Lidenskabelighed
i kun tilsyneladende Modsætningsforhold. Hans
Temperament er sangvinsk-kolerisk. Da hans Fader
en Dag giver ham en dygtig Dragt Prygl, beslutter
han i sin krænkede Æresfølelse at begaa Selvmord
og forhindres blot deri, fordi Faderen, som har
sneget sig efter ham, indhenter ham i det Øjeblik,
han vil styrte sig ud i Floden Ohle (29. Januar);
da hans Forfalskninger af Karakterbogen kommer op,
afholdes han kun ved Tanken paa sine Forældres
Sorg fra Selvmord, tager sig imidlertid dog hurtigt
sammen ved Forestillingen om, hvor forsvindende denne
Genvordighed og Ydmygelse i Fremtiden vil synes ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
