Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - II. Hans Drengeaar. Hans oprindelige Race- og Karaktermærke. Heine skildrer ham og aner hans Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ferdinand Lassalle
389
Hans Lidenskabelighed viser sig især i den Styrke,
hvormed han føler Harme og Had og Trangen til
Gengældelse. Enhver, der har krænket ham eller hans,
sværger han uudslukkeligt Had, glødende Had, og lover
sig selv, at se Krænkelsen for sig i Flammeskrift,
indtil han har faaet Hævn.
Alt i denne tidlige Drengealder røber sig hos ham en
lidenskabelig Hensynsløshed, Driften til at anvende
voldsomme Midler for at sætte sine Beslutninger
igennem, men fremfor Alt den ubetingede Ærlighed,
hvormed han uden Selvbesmykkelse gør sig selv Rede for
sine indre Tilstande og sin Stilling ti! Omverdenen,
en Ærlighed, der til en vis Grad bøder paa den
Uærlighed, han undertiden lægger for Dagen i Valget
af sine Midler.
Opdagelsen af Hemmeligheden ved Lassalles gode
Vidnesbyrd i Latinskolen i Breslau foranledigede
hans Ønske om at udtræde af den og blive sendt
til Handelsskolen i Leipzig. Faderen ønskede ikke,
at Sønnen skulde blive Købmand. Da Husets Venner og
Bekendte blandede sig i Sagen, da Nogle gav Faderen
Ret, Andre Sønnen, og saaledes bragte Splid og
Ærgrelse ind i Huset, fik Lassalle ved denne Lejlighed
sit første Indtryk af det Taabelige og Forstyrrende i
at rette sig efter eller endog blot høre efter, hvad
Udenforstaaende og Ukyndige giver En for Vink eller
siger om En. Da han netop paa den Tid faldt over den
gamle Fabel om Bonden og hans Søn, som ved at lyde
de Forbigaaendes Raad tilsidst kommer saa vidt, at de
begge gaar tilfods og bærer deres Æsel, sammenfattede
han sin tidligste Levevisdom i Formlen: «Æselet bærer
jeg ikke», en Talemaade, der ofte var paa hans Læber.
Sønnen satte i sin Fortvivlelse over det Uføre,
hvori han havde rodet sig ind, sin Vilje igennem og
i Maj 1840 ankom han til Leipzig. Dog hans Forhold
til Lærerne blev her endnu daarligere end til dem i
Breslau. Ogsaa her saa han kun ondskabsfulde Fjender
i dem. Hans Selvfølelse vokser, alt som han i højere
Grad bliver sig sin Ualmindelighed bevidst. Men
han lider af Hjemve, længes efter sin Familie, især
efter Faderen, for hvem han vedblivende nærer den
ømmeste Hengivenhed, og efter Søsteren, til hvem hans
Forhold efterhaanden er blevet det hjerteligste og
bedste. Ogsaa her gaar han op i sværmerisk Venskab
for enkelte Kammerater. Blandt dem var en vis Robert
Zander, hvis Søster Rosalie var Lassalles første
Kærlighed, og til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
