Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Første Afdeling. Lassalle før Agitationen. - VII. Fremstilling af den romerske og germanske Arverets Væsen. Kritik af Lassalles Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438 Ferdinand
Lassalle
der var afhængige af famillæ emptor ikke hiddrages
som Vidner, men vel de Personer, som var afhængige
af Arvingen. Aarsagen er efter Lassalles Mening
den, at familiæ emptor oprindeligt var den formelle
Arving, mens den senere Arving oprindeligt kun nød
et Legat. Den førstes Husstand var imidlertid i
Modsætning til den andens ude af Stand til at vidne
af den simple Grund, at den første var delagtig
i Mancipationen, den anden ikke. Det ses af, at i
det senere Mancipationstestamente ogsaa Mancipantens
Husstand er udelukket fra at optræde som Vidner. Den
Forestilling synes at ligge til Grund, at Vidnerne
ved Mancipationstestamentet var Repræsentanter
for det romerske Folk og at Folket ikke overfor en
Enkelt kunde repræsenteres ved dem, der hørte til
hans Husstand og stod i hans Magt. Selv da familiæ
emptor senerehen kun optraadte pro formå, vedblev man
af Vane at udelukke hans Underordnede fra Stillingen
som Vidne.
Med andre Ord: I den ældre Tid modtog familiæ emptor
ved en tvesidig Retshandling, som ikke ensidigt
kunde ophæves, Arveladerens Efterladenskab til
"Ejendom for at fordele denne til dem, Arveladeren
havde betænkt. Han var da dennes Viljes-fuldbyrder,
ikke Viljesfortsætter i Lassalles Betydning af
Ordet. Arving var han ikke. Thi Arvingens Arvefølge
grunder sig enten paa et Testament, altsaa en ensidig
og tilbagekaldelig Udnævnelse af Arveladeren, eller
paa Loven eller paa en Arvepagt. Men familiæ emptors
Stilling beror ikke paa noget Grundlag af disse tre,
selvfølgelig ikke paa noget af de to første; han
er heller ikke stillet, som den, der arver ifølge
Kontrakt; thi denne maa tiltræde Arven for at opnaa
Arvefølgen, men i Kraft af Mancipationen er familiæ
emptor uden videre Ejer af det Efterladte. Han er
endelig heller ikke Testanientfuldbyrder i Ordets
moderne Mening, men indtager en Stilling af ganske
særegen Art.
Lassalle udleder den Omstændighed, at Ingen før ham
er falden paa den Anskuelse af Arveretten, som han
gør gældende, deraf at Juristerne hidtil bestandig
havde taget Romerretten i dens sidste Skikkelse hos
Justinian til Udgangspunkt, istedenfor at søge tilbage
til dens primitive Spire. Han fortolker Arverettens
tidligere Historie saaledes: Gajus meddeler, at da det
i Roms ældre Tider stod Enhver frit for at udtømme den
hele Arvemasse ved Legater og ikke efterlade Arvingen
andet end det tomme Navn, saa hændte det altfor
hyppigt, at de, der var indskrevne som Arvinger,
meldte sig fra Arven. For at raade Bod paa dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
