Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Anden Afdeling. Lassalle som Agitator - III. Lassalle som Taler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
482 Ferdinand
Lassalle
kunde ligesaa godt, mener Crassus i Ciceros Dialog,
sige, at man lettest ved at tale daarligt erhverver
sig Færdighed i at tale daarligt. «Nej,» fortsætter
han, «Hovedsagen er at skrive ret meget. Det at
skrive er det bedste og fortræffeligste Lære- og
Dannelsesmiddel for den vordende Taler.» Jeg tror,
at dette forholder sig saaledes, naar det gælder om
at frembringe en Tale, der lader sig læse med Udbytte
bagefter. Til at Talen i Øjeblikket skal gøre Indtryk
udfordres neppe nogen Forfatter-Forskole. Gambettas
Taler f. Eks., der ved Temperamentets Ild og Organets
Skønhed gør saa mægtig en Virkning, virker, naar de
læses, ingenlunde stærkt. De giver Øjeblikkets Løsen,
men indeholder langt fra Tanker nok til at fængsle
paa langt Hold, er ikke heller saaledes formede,
at Udtrykket har literær Betydning. Det er det høje
Stade, fra hvilket alle Spørgsmaal ses, Tankernes
Skarphed og Nyhed, det mægtige Grundlag af Lærdom,
der anes af Tilhøreren uden at stilles til Skue af
Taleren, som i Forening med Stilens Korthed og Kraft
giver de bedste blandt Lassalles Taler en blivende
literær Værdi.
De Gamle (Quinctilian f. Eks.) inddelte Veltalenheden
i den asiatiske og den attiske Art, den blomstrende og
den «magre» Stil. Ud fra dette Inddelingsprincip maa
Lassalles Veltalenhed uden Tvivl betegnes som mager
og muskuløs, medens f. Eks. Orla Lehmanns strømmende
og rige Svada maatte henregnes til den førstnævnte
Art. Men i et enkelt betydningsfuldt Punkt er Lassalle
langt fra at være attisk og det er i sin Forkærlighed
for Sprogets superlativiske Udtryk. Det er utroligt
med hvilken Fryd han vandrer hen over Tillægsordenes
højeste Spidser, med hvilken Lidenskab han opsøger
og optaarner stilistiske Kampestene som «det Uhyre*,
«det Gruelige*, «det, Imtnense*. Denne ene Gang har
Metternichs gyldne Ord «Superlativ er Dumrianernes
Kendemærke* (Le superlatif est le cachet des sots)
ikke stadfæstet sig. Men dette grove Skyts bliver
lige plumpt, om det end benyttes af en talentfuld
Mand. Den af Tysklands Digtere, der har sysselsat sig
mest og genialest med Lassalle, (Friedrich Spielhagen)
brugte i min Nærværelse det haarde Udtryk om ham:
«Han havde jo ingen Smag». Det er for meget sagt;
men hans Smag var højst usikker, det er hvad man med
Rette kan sige. Han havde lært forbavsende lidt af
den franske Literatur, med store Partier af hvilken
han dog maa have været bekendt. Jeg har alt berørt,
at han i sit Drama ikke skyede at lade Ulrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
