Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche
609
Hvad som imidlertid er interessant og betegnende
for Nietzsches hele aandelige Standpunkt, er hans
Undersøgelser af, i hvilken Grad Livet overhovedet
kan anvende Historien. Historien tilhører efter
hans Opfattelse den, som kæmper en stor Kamp, og som
behøver Forbilleder, Lærere, Trøstere, men ikke finder
dem i sin Samtid. Uden Historien vilde det Højdedrag
af store Menneskers store Øjeblikke, som gaar igennem
Aartusinder, ikke kunne staa levende og klart for
mig. En, som ser, at kun omtrent en hundrede Mennesker
hidførte Renæssancens Kultur, vil f. Eks. kunne naa
til den Overbevisning, at et Hundrede frem-bringende
Aander, som var opdragne i en ny Stil, vilde kunne
faa Bugt med Dannelsesfilisteriet. Fordærveligt
derimod kan Historien virke i ufrugtbare Menneskers
Haand. Man jager f. Eks. de unge Kunstnere ind i
Gallerierne istedenfor ud i Naturen, sender dem med
endnu ubefæstet Sind til Kunstbyer, hvor de taber
Modet. Og i alle sine Former kan Historien gøre
uduelig til Livet, som monumental ved at fremkalde den
Indbildning, at der gives bestemte, tilbagevendende
historiske Konstellationer, saa det, som én Gang var
muligt, nu under helt forandrede Vilkaar er muligt
igen, som antikvarisk ved den vakte Pietet for det
Gamle og Forbigangne, der lammer den Handlende, som
altid maa krænke en eller anden Pietet, endelig som
kritisk Historie ved den nedslaaende Følelse, den
fremkalder, at vi har selve de Fortidsvildfarelser,
over hvilke vi stræber at løfte os, som Arv og
Barndomsindtryk i vort Blod, saa vi lever i stadig
indre Splid mellem gammel og ny Natur.
Paa dette Punkt som paa tidligere berørte vil
Nietzsche i sidste Instans den bovlamme moderne
Dannelse til Livs. At dannet og historisk dannet
i vor Tid næsten er blevne enstydige Begreber,
er ham et sørgeligt Tegn. Det er sporløst glemt,
at Dannelse burde være, hvad den hos Grækerne var:
Bevæggrund, Evne til Beslutning; nutildags betegnes
Dannelse gerne som Inderlighed, fordi den er en død
indvendig Klump, som ikke bevæger sin Indehaver. De
mest Dannede er Konservationsleksikoner. Naar de
handler, er det i Kraft af en almindelig godkendt,
jammerlig Vedtægt eller ud fra simpel Raahed.
Til denne vistnok almengyldige Betragtning knytter
sig saa en Klage, der særligt maatte opstaa i det
moderne literære Tyskland, Klagen over, hvor trykkende
tidligere Tiders Storhed virker i den senere Fødtes
Overbevisning om at være Sildefødning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
