Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
612 Friedrich
Nietzsche
af den, hans Overenskomster med Magthaverne,
Fyrsternes Interesse af at frigøre sig fra Kirkens
Overlegenhed og faa Tag i Kirkegodset paa samme Tid
som de opnaaede en underdanig, afhængig Gejstlighed
i Stedet for en fri, af Statsmagten uafhængig. Han
ser Hovedaarsagen til at Reformationen lykkedes, i
de nordeuropæiske Folkeslags Mangel paa Kultur. Flere
Gange strandede Forsøget i Oldtiden paa at grunde nye
græske Religioner. Skønt Mænd som Pythagoras, Plato,
maaske Empedokles havde Religionsstifter-Egenskaber,
var Individerne altfor forskelligartede til at de
kunde hjælpes ved en Fællesanvisning paa Tro og
Haab. At Luthers Reformation lykkedes i Norden, var
i Modsætning hertil et Tegn paa, at Nordens Kultur
stod tilbage for Sydeuropas. Enten lød man blindt som
en Flok Faar et Løsen fra oven, eller, hvor Omslaget
var Samvittighedssag, aabenbarede dette, hvor lidet
individualiseret Befolkningen var, ensartet som den
fandtes i sine aandelige Fornødenheder. Saaledes var
ogsaa oprindeligt den hedenske Oldtids Omvendelse
kun lykkedes paa Grund af den rigelige Indblanding
af Barbarblod i det romerske, som da havde fundet
Sted. Den nye Lære blev af Barbarer og Slaver paa
tvunget Verdensherskerne.
Saaledes har da Læseren Prøver paa de Fornuftgrunde,
Nietzsche anvender for sin Sætning, at Historien
som Historie ikke afgiver det sunde og styrkende
Opdragelseselement for Slægten, som man tror: kun Den,
der har lært Livet at kende og er rustet til Handling,
har Brug for Historien og formaar at anvende den;
de Andre trykker den, ufrugtbargør den ved at bringe
dem til at føle sig som Efterkommere, og faar den
til paa alle Omraader at dyrke det heldige Udfald.
Nietzsches Indlæg i denne Sag er et Indlæg mod ethvert
historisk Gladsyn, men han vender sig energisk bort
fra den sædvanlige Seen sort, som er den, der følger
af udartede eller svækkede Instinkter, af Forfaldet,
Nedgangen. Han sværmer ungdommeligt for den sejrrige
Gennemførelse af en tragisk Kultur, baaret af
en opvoksende Slægt med Sindets Uforfærclethed,
i hvem den græske Oldtid kunde genfødes. Han
vrager den Schopen-hauerske Pessimisme, thi han
afskyr tidligt enhver Forsagen; men han søger en
Sundhedens Pessimisse, en, som stammer fra Styrken,
den overstrømmende Kraft, og han tror at finde den
hos Grækerne. Han har udviklet denne sin Opfattelse
i sit lærde og dybsindige Ungdomsskrift Tragediens
Tilblivelse eller Grækeraand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
