Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche
627
gaar i deres Spor. Det er naturligt, at moderne
Forfattere, der føler sig som Revolutionens Børn,
har Samhu med det store Oprørs Mænd, og sikkert er
disse ikke komne til deres Ret under den nuværende
omvæltningsfjendske Stemning i Europa. Men Forfatterne
har bl. A. i deres Sky for hvad der i den politiske
Mundart benævnes Cæsarisme og i deres Overtro paa
Massebevægelser overset, at de største Oprørere og
Frigørere, det er ikke de forenede smaa, men de faa
store; ikke de smaa Misundere, men de store Undere, de
som under de Andre Ret og Velvære og aandelig Vækst.
Der gives to Klasser af oprørske Aander, de, der
instinktivt føler sig dragne til Brutus, og de, der
lige saa instinktivt føler sig dragne til Cæsar. Cæsar
er den store Type; Frederik den Anden og Napoleon
besad kun hver sin Gruppe af hans Egenskaber. Den
moderne Frihedspoesi fra Fyrrerne vrimler af Lovsange
til Brutus. Men ingen Digter har besunget Cæsar. Selv
en Folkevælden saa ugunstig Digter som Shakespeare
har været rent uden Blik for hans Storhed, givet hans
Skikkelse i en bleg Karikatur og har efter Plutarch’s
Opskrift forherliget Brutus paa hans Bekostning. End
ikke Shakespeare har forstaaet, at Cæsar satte en
ganske anden Indsats ind paa Livets Bord end hans
sølle Morder. Cæsar stammede ned fra Venus; hans Form
var Ynde. I hans Aand var den store Simpelhed, der er
de Størstes Særkende; hans Væsen var Adel. Han, efter
hvem al højeste Magt endnu den Dag idag bærer Navn,
kunde Alt, vidste og kendte Alt, hvad en Hærfører
og Hersker af højeste Rang maa kunne og kende. Kun
nogle Mænd under den italienske Renæssance har
hævet sig til en saadan Højde af Geni. For alle
Fremskridt, der lod sig udføre i hine Dage, var
hans Liv en Borgen. Brutus’s Væsen var Doktrin, hans
Særkende den Indskrænkethed, der vil tilbageføre døde
Tilstande og som ser Varsler om et Kald i et Navns
Tilfældighed. Hans Stil var tør og anstrengt, hans
Sind ufrugtbart. Hans Last var Havesyge, Aager hans
Lyst. For harn var Provinserne retløse Erobringer. Han
lod fem Senatorer i Salamin sulte ihjel, da Byen ikke
kunde betale. Og dette golde Hoved er paa Grund af et
Dolkestød, som Intet udrettede og Intet forhindrede af
hvad det skulde forhindre, blevet en Slags Frihedens
Genius, blot fordi man ikke har forstaaet hvad den
stærkeste, rigeste, adeligste Naturs Udrustelse med
den højeste Magtfylde betyder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
