Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche
633
fyldt til Randen med dens Ophavsmands Selv, der
atter helt er fyldt af sig selv.
Af moderne Bøger, der har anslaaet denne Tone og
anvendt denne symbolsk’-allegoriske Stil kan nævnes
Mickiewicz’s De polske Pilgrimmes Bog, Slowacki’s
Årtheli og den af Mickiewicz paavirkede Lamennais’
En Troendes Ord. Men alle disse Bøger er bibelske i
deres Sprog. Zarathastra derimod er en Opbyggelsesbog
for frie Aander.
Nietzsche selv sætter dette Værk højest blandt sine
Skrifter. Jeg deler ikke denne Opfattelse. Den
Indbildningskraft, der bærer det, er ikke
skikkelsedannende nok, og en vis Enstonighed er
uadskillelig fra den med gammeldags Stilkunst i Typer
sig bevægende Fremstilling.
Men det er en Bog, som er god at ty til for dem, der
ikke kan magte Nietzsches blot tankeførende Værker,
den indeholder alle hans Grundtanker i et digterisk
Foredrags Form. Dens Fortrin er en Stil, som er én
fra det første Ord til det sidste, fuldttonende,
dybtklingende, stærktstemmende; nu og da lidt
salvelsesfuld i sin stridbare Dommen og Fordømmen,
altid et Udtryk for Selvglæde, ja Selvberusning,
men rig paa Finheder som paa Dristigheder, sikker
og engang iraellem stor. Bag denne Stil ligger en
Stemning som Vindstille i en Bjergluft, der er saa
let, saa æterren, at ingen Smitstoffer findes der,
ingen Bakterier trives der - og ingen Støj, ingen
Stank, intet Støv, ingen Sten, ingen Sti naaer derop.
Ren Himmel foroven, frit Hav ved Bjergets Fod og
derover en Lyshimmel, en Lys-Afgrund, en Azurklokke,
hvælvende sig stum over brusende Vande og mægtige
Bjergrygge. Deroppe er Zarathustra ene med sig
selv, aandende den rene Luft i fulde, dybe Drag,
ene med den opgaaende Sol, ene med Middagens Gløden,
der ikke forringer Friskheden, ene med blinkende,
talende Stjerner ved Nattetid.
En god dyb Bog er det. En Bog, der er lys ved sin
Livsglæde, dunkel ved sit Gaadesprog, en Bog for
aandelige Bjergbestigere og Vovehalse og for de ikke
mange, der er indøvede l den store Menneskeforagt, som
afskyer Vrimmelen, og i den store Menneskekærlighed,
der kun afskyer saa dybt, fordi der foresvæver den
Billedet af en højere, taprere Menneskehed, som den
vil fremelske og optugte.
G. Brandes: Samlede Skrifter. VIL
41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
