Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche -
637
Hymne til Livet, som er skrevet af Nietzsche’s
Veninde, Lou von Salome og som han har udsat for Kor
og Orkester. Det hedder heri:
Tro mig! Saa elsker Vennen Ven, som jeg dig elsker,
Liv, du gaadestærke! Om Glæde eller Kval du lod mig
mærke, om jeg har jublet eller grædt dig hen - jeg
elsker dig med al din Sorg og Lyst, og naar tilsidst
du slukker Blodets Varme, jeg river mig med Sorg af
dine Arme, som Vennen vrister sig fra Vennens Bryst.
Og Digtet slutter:
Og har du ingen Fryd mig mer at skænke, saa kan du
give dog endnu din Kval.
Naar Achilles foretrak at være Daglejer paa Jorden
fremfor at være Konge i Skyggernes Rige, saa er
Udtrykket svagt i Sammenligning med dette Udbrud
af Livstørst, der i sin Para-doksi attraar selve
Kvalernes Kalk.
Eduard von Bførtmann troer paa «Verdensprocessen & s
Begyndelse og Ophør. Han slutter, at ingen Evighed kan
ligge bag os; ellers maatte allerede alle Muligheder
være indtraadte, hvad - efter hans Paastand - ikke er
Tilfældet. Ogsaa paa dette Punkt i skarp Modsætning
til ham, lærer Zarathustra med en iøvrigt ret tom
Mystik, der stammer fra de gamle Pythagoræeres
Forestilling om Historiens Kresgang og som berøres
af Kohélets (Prædikerens) israelitiske Livsfilosofi,
den evige Genkomst, det vil sige: at alle Ting evigt
vender tilbage og vi selv med, at vi allerede evige
Gange har været til og alle Ting med os. Verdens store
Uhr er for ham et Sanduhr, et Timeglas, der stadigt
vender sig paany for atter og atter at løbe ud. Det er
det nøje Modstykke til Hartmanns Verdensundergangslære
og den er mærkværdigt nok omtrent samtidigt blevet
udtalt af to franske Tænkere, af Blanqui i L’Eternité
par les Astres (1871), af Gustave Le Bon i L’Homme
et les Sociétés (1881).
Ved sin Død vil Zarathustra sige: Nu svinder og dør
jeg; om et Nu er jeg Intet, thi Sjælen er dødelig som
Legemet; men den Knude af Aarsager, i hvilken jeg
er slynget ind, vender tilbage, og den vil stadigt
frembringe mig paany.
I Slutningen af tredje Del af Zarathustra findes et
Kapitel overskrevet «Den anden Sang til Dans». Dans
er i Nietzsches
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
