Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friedrich Nietzsche
641
at tale om «de anarkistiske Hunde» og det i samme
Aandedræt, som han nærer og udtaler Afsky for
Staten. Nietzsche ligner videre Hartrnann i sin
stadige Paavisning af Lighedsidealets og Fredsidealets
Umulighed, da Livet er idel Ulighed og Krig: «Hvad
er godt? At være tapper er godt. Ikke den gode
Sag helliger Krigen, men den gode Krig helliger
enhver Sag.» Ligesom sin Forgænger dvæler han ved
Nødvendigheden af Kampen om Magten og ved Krigens
formentlige Kulturnytte.
I begge disse dog forholdsvis saa uafhængige
Forfattere, af hvilke den ene er en mystisk
Naturfilosof, den anden en mystisk Immoralist,
spejler sig den i det nye tyske Rige altbeherskende
Militarisme. Hartmann nærmer sig paa mange Punkter
den tyske spidsborgerlige Nationalfølelse. Nietzsche
staar i principiel Strid med den saavel som med
den Statsmand, «der har opstablet Tyskerne et nyt
Babelstaarn, et Uhyre af Landomfang og Magt og som
derfor kaldes stor», men Noget af Bismarcks Aand
ruger ligefuldt over begges Værker. Hvad Spørgsmaalet
om Krigen angaar, er Forskellen mellem dem kun den,
at Nietzsche ikke ønsker Krigen for en fantastisk
Verdensforløsnings Skyld, men for at Mandigheden ikke
skal forsvinde af Verden.
I sin Ringeagt for Kvinden, sin Smæden af hendes
Frigørel-sesforsøg mødes Nietzsche atter med Hartmann,
dog kun for saa vidt begge her genkalder Schopenhauer,
hvis Ekko paa dette Omraade Hartmann er. Dog medens
Hartmann her kun er en moraliserende Doktrinær
med et temmelig uklædeligt Anstrøg af Pedanteri,
sporer man hos Nietzsche under hans Udfald mod
Kvindekønnet den fine Sans for Kvindens Farlighed,
som tyder paa smertelig Erfaring. Mange Kvinder
synes han ikke at have kendt, men de, han har kendt,
har han øjensynligt elsket og hadet, dog ringeagtet
mest. Atter og atter vender han tilbage til den frie,
geniale Aands Uskikkethed til Ægteskabet. Der er
i disse Udtalelser paa mange Steder noget stærkt
Personligt, saaledes især i dem, der haardnakket
hævder Nødvendigheden af ensomt Liv for en Tænker. Men
hvad det mindre personlige Ræsonnement om Kvinden
angaar, da taler det gammeldags Tyskland gennem
Nietzsche som gennem Hartmann, dette Land, hvis
Kvinder. Aarhundreder igennem i Modsætning til
Frankrigs og Englands er blevne henviste til det
huslige og strengt private Liv. Man kan hos disse
tyske Skribenter i al Almindelighed paaskønne, at de
har Blik for den dybe Modsætning og stadige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
