Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
642 Friedrich
Nietzsche
Krig mellem Kønnene, som Stuart Mill ikke saa og ikke
forstod. Men dog er den Uretfærdighed mod Manden og
den noget flade Billighed mod Kvinden, hvori Mill’s
beundringsværdige Frigørel-sesforsøg undertiden
løber ud, langt at foretrække for Nietzsches brutale
Ubillighed, der hævder, at vi i vor Behandling af
Kvinden bør vende tilbage til «det gamle Asiens uhyre
Fornuft*
I sin Kamp mod Pessimismen har Nietzsche endelig til
Forgænger Eugen Duhring (se især dennes Livets Værdi),
og denne Omstændighed synes at have indgydt ham en
saadan Uvilje, ja Forbitrelse, at han i en undertiden
dulgt, undertiden aaben Fejde stempler denne som
sin Abe. Duhring er ham en Gru som Plebejeren, som
Antisemiten, som Hævnapostlen, som Englændernes og
Comte’s Lærling; men Nietzsche har intet Ord tilovers
for det meget Betydelige hos Duhring, der ikke gaar
op i Bestemmelser som disse. Man forstaar imidlertid
ret vel, naar man betænker Nietzsches egen Skæbne,
at Duhring, den blinde Mand, den oversete Tænker, der
ringeagter de officielle Videnskabsmænd, den udenfor
Universiteterne lærende Filosof, der til Trods for
at Livet saa lidet har forkælet ham, højlydt bekender
sin Kærlighed til Livet - staar for Nietzsche som hans
egen Karikatur. Der var imidlertid ikke derfor nogen
Grund for ham til nu og da at anslaa den Duhringske
Skældetone. Og det maa tilstaas: Saa gerne Nietzsche
end vil være hvad han iøvrigt er: en polsk Szlachziz,
en europæisk Verdensmand og kosmopolitisk Tænker,
i ét Punkt er og bliver han den tyske Professor:
i den plumpe Skælden, hvori det ubeherskede Had til
Medbejlere giver sig Luft, og han har jo egenlig som
tysk moderne Filosof ingen andre Rivaler havt end
Hartmann og Duhring.
Forunderligt er det, at denne Mand, der har lært saa
uendelig meget af franske Moralister og Sjælekendere
som La Rochefoucauld, Ghamfort og Stendhal, kun har
kunnet tilegne sig saa lidet af Beherskelsen i deres
Form. Han har ikke været underkastet den Tvang,
som den literære Tone i Frankrig paalægger Enhver
med Hensyn til Omtale og Fremstilling af sin egen
Person. Længe synes han at have kæmpet for at finde
sig selv og helt at blive sig selv. For at finde sig
krøb han ind i sin Ensomhed som Zarathustra i sin
Hule. Da det lykkedes ham at naa til helt selvstændig
Udvikling og han følte det ejendommelige Tanke^æld
rigt strømmende i sit Indre, havde han tabt al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
