Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
650 Friedrich
Nietzsche
Titlen Moderne Aander]; thi netop denne Vinter drager
jeg i vide Krese rundt om dette Værdispørgsmaal
af første Rang, i høj Grad fra oven af, meget
fugleagtigt, og med den bedste Vilje til saa umoderne
som muligt at se ned paa det Moderne, Jeg beundrer -
det tilstaar jeg Dem - Deres Tolerance i Bedømmelsen,
lige saa meget som Deres Maadehold i Dommen. Hvor De
dog lader alle disse «Smaa» komme til Dem! . . .
Jeg har for min næste Rejse i Tyskland foresat
mig Sysselsættelse med det psykologiske Problem
Kierkegaard og ligeledes at forny Bekendtskabet
med Deres ældre Literatur. Det vil i Ordets bedste
Forstand være mig til Nytte - og vil. tjene til at
vise mig min egen Haardhed og Anmasselse i at fælde
Dom.
Igaar telegraferede min Forlægger til mig, at
Bøgerne er gaaede af til Dem. Jeg vil skaane Dem
og mig for Beretningen om, hvorfor det er sket saa
sent. Gid nu De, højt ærede Herre, vilde gøre gode
Miner til »det daarlige Spil», jeg mener til denne
Nietzsche-Literatur.
Jeg selv bilder mig ind at have givet de nye Tyskere
de rigeste, mest oplevede og uafhængige Bøger, som de
overhovedet besidder; ligeledes selv for egen Person
at være en kapital Begivenhed i Værdibedømmelsernes
Krise. Men det kunde være en Vildfarelse; og desuden
oven i Købet en Dumhed - jeg ønsker ikke at maatte tro
.noget [saadant] om mig. Endnu et Par Bemærkninger: de
har Hensyn til mine første Frembringelser (Juvenilia
og Juvenalia).
Skriftet imod Strauss, denne en saare fri Aands
ondskabsfulde Latter over en Aand, der ansaa sig for
fri, fremkaldte en uhyre Skandal; jeg var allerede den
Gang Professor ordinarius, altsaa trods mine 24 Aar
en Art Autoritet og noget Bevist Det mest Uhildede,
der blev skrevet om denne Sag, i hvilken næsten
enhver Notabilitet tog Parti for eller imod mig, og
i hvilken eii afsindig Masse Papir blev bedækket med
Sværte, staar i Karl Hildebrands Zeiten, Valker und
Menschen, andet Bind. At jeg spottede en overordenlig
Kritikers Alderdoms-Makværk, var ikke Begivenheden,
men at jeg greb den tyske Smag in flagranti i
kompromitte-rende Smagløshed; thi den havde trods alle
religiøst-teologiske Partiforskelligheder enstemmigt
beundret Strauss’s Den gamle og den nye Tro som et
Mesterstykke af Aandsfrihed (endog Stilen!). Mit
Skrift var det første Attentat paa den tyske Dannelse
(hin Dannelse, der, som man indbildte sig, havde
vundet Sejren over Frankrig); Ordet Dannelsesftlister,
som jeg da formede, er blevet tilbage i Sproget som
Efterladenskab af hin Polemiks, rasende Kamptummel.
De to Skrifter om Schopenhauer og Richard Wagner
forekommer mig nutildags mere at indeholde
Selvbekendelser, fremfor alt Løfter angaaende mig
selv, end nogen virkelig Psykologi af hine to Mestre,
der paa én Gang er dybt beslægtede med mig og mig
ganske modsatte; jeg var den første, der destillerede
en Art Enhed ud af dem begge; nu er denne Overtro
trængt helt frem i Forgrunden af den tyske Kultur:
alle Wagne-rianere er Tilhængere af Schopenhauer. Det
var anderledes, da jeg var ung. Dengang var det
de sidste Hegelianere, der holdt sig til Wagner,
og Wagner og Hegel lød endnu i Halvtredserne Parolen.
Mellem de Ikke-tidssvarende Betragtninger og
Menneskeligt, Altformenneskeligt ligger en Krise og et
Hamskifte. Ogsaa legemligt: jeg levede Aar igennem i
den nærmeste Nærhed af Døden. Det var min store Lykke:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
