Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Fanny Lewald (1811–1889)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
666 Fanny
Lewald
40 Aar, hun 34. Han var dengang allerede gift
og havde en Rede fuld af Børn. Men snart blev
han og hun hinanden uundværlige. Aarligt foretog
de Rejser sammen, indtil de endelig i 1854 efter
Opløsningen af Stahrs første Ægteskab blev viede
til hinanden. Hettner, der dengang var Parrets
Fortrolige, kunde aldrig siden glemme Fannys i hans
Øjne forfærdende Resoluthed, da Skilsmissen mødte
Vanskeligheder og hun for at gøre den uund-gaaelig
for Retten uopfordret erklærede sit Forhold til Stahr
for helt intimt: «Hvor der er Kærlighed, dér er ogsaa
Hengivelse^, lød hendes Ord.
Dog efter at Skilsmissen var opnaaet, gjorde hun
med sin overordenlige Energi og Forstand Alt for at
støtte den forladte Familie. Døtrene tog hun til
sig og gjorde sig til deres anden Moder, ja selv
Fru Stahr indbød hun, original som hun var, og denne
boede lange Tider til Gæst hos hende og Stahr, der
maa have taget sig morsomt ud imellem de to Damer.
Men da Parret nu havde havt saa meget at overvinde for
at opnaa et Samliv og ret vel vidste, at de i hin Tid
var blevne bedømte sotn letfærdige Personer, stræbte
de sidenhen at udslette og umuliggøre ethvert saadant
Indtryk ved at llægge den mest anstrengte gensidige
Højagtelse for Dagen. Det var ikke Værdighed,
det var Højærværdighed, der laa over Fannys Væsen,
selv naar hun imellem spøgte. Og hvilken Anstand i
Stahrs Holdning overfor hende! Ak, det var dette,
som gjorde dem en Smule kedelige.
Man skulde blot høre dem, naar Talen faldt paa Heine,
udbrede sig over hans Frivolitet. Og dog havde de, da
de før deres Giftermaal besøgte ham i Paris og skrev
Artikler hjem om «Den døende Aristofanes* været ude
af sig selv af Beundring. Men den bekendte blodige,
desværre ikke meddelelige, Vittighed, som Heine efter
deres sidste Besøg havde sagt om dem, var kommet dem
for Øre, og det var intet Under, at de nu overfor
ham var lutter Afsky cg Raseri, der maskerede sig som
Ringeagt. Etisk Alvor var hvad de især repræsenterede
og hvad Fanny med sin dygtige og trods al Aand altid
noget tørre og indskrænkede Natur sikkert ogsaa
ansaa dem begge for Typer paa. Derfor skyede og
flyede Ungdommen deres Salon som et Sted, hvor der
dryppede kedsom Aandrighed og aandrig Kedsomhed ned
fra Loftet. Og fangede de en ung Mand ind, der ikke
hørte til Kresen, kom han sjældent eller aldrig igen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
