Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Gerhart Hauptmann (født 1862)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
722 Gerhart
Hauptmann
i Gengivelsen af det trøstesløst Forstemmende og
Grimme. I de følgende Aar naaede han sin Modenhed. Da
imidlertid rundtom i Udlandet saavel i Maleriet
som i Digtningen det skønne Drømmeliv begyndte at
afløse Naturefterligningen og den sindbilledlige
Fremstillingsmaade den ligefremme, saa vendte han
tilbage til sine første Ungdomsaars kunstneriske
Idealisme. Alt i nogen Tid havde jo Malerkunst og
Poesi kappedes om at føre Kristus-skikkelsen ind i
det moderne, daglige Liv (Uhde. Dostojevski). Selv
deri følger Hauptmann den af de nye Kunstskoler brudte
Bane.
Og dog er Alt hos ham originalt; thi selv det
Uvirkelige er hos ham naturtro, en sjæleligt
begrundet Sansevildelse. Der er ikke et Træk i det
døende Barns Drømmesyner, der ikke er ganske nøje
bestemt ved hvad det i sit bevidste Liv har erfaret og
ønsket, hørt og læst, lidt, frygtet og haabet. Dets
stakkels Hjertes Ømhed, dets Barnesinds uskyldige
Forfængelighed, Indtryk fra Æventyr, der er blevne
det fortalt og der blander sig sammen med Indtryk
fra Religionsundervisningen, alt dette aabenbarer
sig for Tilskueren og Læseren gennem den lille Piges
Visioner. Aldrig er her Drømmen et Liv for sig, paa
egen Haand (som hos Grillparzer). Den lærer os kun,
hvorledes Virkeligheden spejler sig i det mishandlede
Barns Gemyt. Her bliver ikke præket nogen Lære om
det Oversanselige. Hvad vi ser paa Scenen er kun et
Genskin af gamle Forestillinger om det Oversanselige i
en Barnesjæl, og hvad vi hører fra Forløserens Læber
er Ytringer, som et barnligt Begreb har lagt ham i
Munden (/Saligheden er en underskøn By»).
I og for sig er Skuespillet pinligt gribende;
thi hvad vækker større Medlidenhed end Kvaler,
der udstaas af et værgeløst Barn, som martres til
Døde! Og dog bringer Stykket selv sin Trøst og sin
Forsoning med sig, thi idet Barnet saa at sige oplever
sin egen Død, men derved ogsaa opnaaer Beskyttelse
og stor Udmærkelse og føler sig løftet over Døden
op i Himmeriget, er Braadden brudt af dets Kvaler,
og der indtræder en poetisk Retfærdighed i en dybere
Betydning af Ordet end den vante.
Stykket gjorde fra først af paa Scenen overordenlig
Lykke.
Men hvor urimeligt og uretfærdigt et Teaterpublikum
kan være, viser den Omstændighed, at paa Deutsches
Theater i Berlin, det Teater, som har bragt alle
Hauptmanns Arbejder frem og hvis Hovedstøtte han til
Gengæld har været, blev hans om-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>