Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - IX. Shakespeares Ungdomsopfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde. Hans Ægteskab i Belysning heraf. — Elskovs Gækkeri. Erotiken og Stilen. John Lyly og Euphuismen. Det Personlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54 William
Shakespeare
og søgte Udtryksmaade, som Shakespeare selv da endnu
ingenlunde formaaede at frigøre sig fra; den hæver han
sig her i Stykkets Slutning over og beskæmmer. Det
er den, det gælder, naar Biron i sin første store
Replik i 5te Akts anden Scene siger:
Bort, Taftesfraser, Taler silkebløde, udsøgte
Floskler, Ord, der staar paa Skruer, sprænglærde
Talemaader, der som Fluer Indbildskheds Maddiker i
mig kun føde! Ved denne hvide Handske sværger jeg -
hvor hvid saa Haanden er, maa Himlen vide - herefter
tolker jeg min Elskovskvide med simpelt Ja og ærligt
Vadmels Nej
Armado tegnes af Kongen straks i Stykkets første
Scene med disse altfor overbærende Ord:
En Spanier, en berejst, beleven Mand, som véd om nye
Moder fuld Besked, hvis Hjerne skønne Fraser mønte
kan. En Mand, der af sin egen Stemmes Tone henrykt
som af en Tryllesang bedaares.
Hoiofernes, Pedanten, udtrykker sig henved
halvandethundrecl Aar før Holbergs Else Skolemesters
omtrent som hun:
Dagens posteriora, højaedle Herre, er en
passende, kongruent og tilsvarende Benævnelse paa
Eftermiddagen. Ordet er vel udsøgt, behageligt og
træffende; det forsikrer jeg Jer, Herre, det forsikrer
jeg.
Det er sandsynligt, at Armado’s Bombast paa en ikke
altfor overdreven Maade karikerer Bombast i Datiden;
det er unegteligt, at Skolemesteren Rombus i Philip
Sidney’s Lady of the May henvender sig til Dronningen
i et Sprog, der ikke giver Holofernes’s det Ringeste
efter. Men hvad nytter Parodiens Berettigelse,
naar den trods al anvendt Kunst og Flid er ligesaa
trættende som den Manér, der latterliggøres! Og det
er desværre Tilfældet her. Shakespeare har været for
ung og for ufri til at kunne løfte sig højt op over
de Latterligheder, han vil ramme, og feje dem til
Side med sin Overlegenhed. Han fordyber sig i dem,
fremstiller omstændeligt deres Urimeligheder til
Beskuelse og er endnu for uerfaren til at mærke,
hvorledes han herved paalægger Tilskuer og Læser
et Kedsommelighedens Kors. Det er ret betegnende
for Elisabeths Smag, at hun i 1598 saa Stykket med
Fornøjelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
