Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - X. Love's labour's won, første Udkast til Naar Enden er god. — Tvillingerne. — De to Herrer fra Verona
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
65
at afstaa ham sin dejlige Elskede, Silvia, for at
han af dette Offer kan se Styrken af hans Venskab,
foregriber, saa løst og taabeligt dette Træk end
tager sig ud i Skuespillet, den ydmyge Given Afkald
paa den Elskede til Bedste for Vennen og Venskabet,
der i Shakespeare’s Sonetter virker saa pinligt.
Næsten overalt, hvor i dette Lystspil de unge Kvinder
taler, er der i Udtrykket Sjælsadel og i Lyriken en
vis førraffaelisk Ynde. Saaledes naar Julia i anden
Akts Slutning taler om sin Kærlighed:
Den Strøm, der glider hen med sagte Rislen, vil,
naar den standses, bruse vildt i Harine; men naar
dens skønne Løb er uden Hindring, da klinger sødt
dens Spil med blanke Stene, og ømt og kærligt kysser
den hvert Siv, den iler paa sin Pilsgrimsfærd forbi.
**.»*.».*
jeg vil, taalmodig som den stille Bæk, gaa som for
Tidsfordriv hvert mødigt Fjed, indtil det sidste
fører til min Ven; der vil jeg hvile som en salig
Aand i Paradiset efter al min Trængsel.
Og skønt Mandsskikkelserne her i Interesse staar
tilbage for de kvindelige, findes ogsaa i Valentino’s
Repliker Udbrud af skøn, erotisk Lyrik. Saaledes i
disse Linjer (IIIi):
Naar ej jeg er hos Silvia om Natten, saa er der
ej Musik i Nattergalen; naar ej jeg ser paa Silvia
om Dagen, saa er der ingen Dag for mig at se paa;
hun er mit Liv; jeg er ej længer til, hvis ej ved
hendes skønne Styrelse jeg næres, plejes og faar Lys
og Livskraft.
Foruden den overgivne og den erotiske Grundtone i
dette lette Teaterstykke er der endnu anslaaet en
tredje: Naturtonen. Der er Friluft deri, et første
Pust af Duften fra Landbarnets Landskabsminder,
der mangen Gang har sagt til sig selv med Stykkets
Valentino (V*):
Hvor Vanen dog behersker Mennesket!
Den skyggefulde, ubeboede Skov
mig huer mer end rige Stæders Trængsel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
