Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XI. Venus og Adonis; Naturbeskrivelsen. Lucretia; Forhold til Malerkunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 William
Shakespeare
Legem besudlet med Blod. Der er en Ild og en
Farvegiæde deri som i et hundrede Aar ældre Maleri
af en italiensk Renæssancemester.
Meget betegnende er her det Indsmigrende, Søde,
næsten Lækre i Foredraget, som vel især er Skyld i at
Honning er det Ord, der kommer de nærmeste Samtidige
paa Læben, naar de taler om hans Diktion. 1595 kalder
John Weever Shakespeare honning tung et, 1598 bruger
Francis Meres samme Udtryk om ham og føjer honning
strømmende til (mellifluous and honyton-gued).
Der er virkelig megen Sødme i dette Sprog. Af og til
ytrer Ømheden sig med henrivende Styrke. Da Adonis
for første Gang i en længere Replik har afvist Venus
med Haardhed, svarer hun ham: «Hvad! kan du tale? har
du en Tunge? O gid du ikke havde eller jeg ingen
Hørelse! Din Sirenestemme tilføjer mig ny Kval. Jeg
led forud ved Synet af dig; nu lider jeg dobbelt. O
melodiske Mislyd! o himmelske, barsk klingende Toner,
o du Ørets dybtsøde Musik, som slaar Hjertet saa dybt
pinefulde Saar!»
Men Stilen frembyder ogsaa talrige Prøver paa de
italienske Sprogkunsters Smagløshed: «Hun ønsker,
hendes Kinder var Blomsterhaver for at de kunde
bedugges af hans Aandes søde Regm. Om hans Smilehuller
hedder det: «Disse elskværdige Gruber, disse runde,
fortryllende Brønde aabnede deres Mund for at sluge
Venus’s Tilbøjelighed*. Adonis siger: «Min Kærlighed
til Kærligheden er blot Kærlighed til at smæde
Kærligheden*. Venus gennemgaar hvad han er for alle
hendes Sanser: «0g hvilket Maaltid vilde du ikke være
for Smagssansen, de andre fires Amme og Ernærer! Vilde
de ikke ønske, at Festen maatte vare evigt og befale
Mistænksomhed at dreje Nøglen dobbelt om for at
ikke Skinsygen, den sure, uvelkomne Gæst, skulde
stjæle sig ind og forstyrre Glæden>. Smagløsheder
som disse er jo heller ikke sjældne i Shakespeares
første Lystspils Diktion; de svarer paa deres Vis
til hvad Svælgen i Rædsler "er i Titus Andronicus,
en endnu uudviklet Kunsts Maniererthed.
Imidlertid, den mægtige Sanselighed er her Forløber
for Elskovens Udtryk i Romeo og Julie, og i Slutningen
af Venus og Adonis svinger Shakespeare sig ligesom
symbolsk fra Skildringen af den blotte Sansernes
Gløden op til Antydning af den Elskov, hvori den kun
er et Element, idet han lader Adonis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
