Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XII. Skærsommernatsdrømmen. Digtets Anledning. Fyrstelige, folkelige, lavkomiske og overnaturlige Elementer deri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82 William
Shakespeare
af Skærsommernatsdrømmen: Alferne, Syvsoverdag og
Nøddeknækkerne.
indførelsen af Alfeverdenen medfører i Skuespillet
ikke blot de talrige Elskovsforvildeiser men ogsaa
Gøgleri af anden udvortes Art. Menneskene narres
af skuffende Stemmer, ledes vild af dem i Skoven
om Natten, haves paa mange uskyldige Maader til
Bedste. Alferne bevarer fra først til sidst deres
Ynde og Skelmeri^ kun er de enkelte Fysiognomier
paa dette Shakespeares Udviklingstrin endnu lidet
udtryksfulde. Nis Puk er saaledes kun en S&ygge mod
den tyve Aar senere skabte, udødelige Luft-aand Ariel
i Stormen.
Hvor højt nu imidlertid end i Skærsommernatsdrømmen
Alfeverdenen som Helhed staar, viser Shakespeare^
indvundne Mesterskab sig dog klarest i Stykkets
burleske Partier, dem, i hvilke en lille Bande
skikkelige Haandværkere tumler sig, der vil opføre
Historien om Py rå mus og Thisbe til det fyrstelige
Par, Theseus’s og Hippolyta’s Bryllup. Det straalende
og godlidende Lune, hvormed disse brave Enfoldige
er behandlede, har Shakespeare aldrig tidligere
naaet. Sikkert er der Barndomsminder heri fra de
Skuespil, han havde set opført paa Markedspladser
i Goventry og andensteds. Snerter uddeles ogsaa
her i overgivent Lune til den ældre engelske
Skuespil-Literatur. Naar det f. Eks. i første Akts
anden Scene hedder: «Ih, Stykket er jo den højst
bedrøvelige Komedie (the most lamentable comedy)
om Pyramus’s og Thisby’s allersomgyseligste Død»,
saa gaar dette sikkert paa det gamle Skuespil
Cambyses’s lange pudsige Titel: A Lamentable tragedy
mixed fall of pleasant mirth osv. *). Dog mest
overlegen viser Shakespeare sig her ved den muntre
Selvironi, hvormed han behandler sin egen Kunst,
Skuespillerkunsten, og Teatret med dets i hine Dage
saa faa og ufuldkomne Hjælpemidler til Fremvirkning
af Illusionen. I den Henseende er den Haandværksmand,
som spiller Muren, han, som spiller Maane-skinnet,
og den fortræffelige, der agerer Løven, Symboler af
en henrivende Overgivenhed.
Det har i al Almindelighed øjensynligt jværet
Shakespeare
*) Lidenskaben for Bogstavrim hos de Samtidige
spottes i disse Linjer af Prologen til Skuespillet
om Pyramus og Thisbe:
Wliereat, with blade, with bloody blamefule blade,
He bravely broached his boiling bloody breast.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
