Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XIII. Romeo og Julie. De to Kvartudgaver. Romansk Kunst deri. Gamle Motiver benyttede. Opfattelsen af Elskov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
91
Højsind og ridderlige Dyder i Kamp med Lidenskab
og Ondskab« Den er ikke som Romeo og Julie
i Dramets Fortn en Glædes og Sørge-Hymne til
Elskovens Pris.
Romeo og Julie er Skuespillet om ung, stormende
Elskov, der opstaaet ved første Blik er saa
lidenskabelig, at den sprænger alle Hindringer for at
naa sit Maal, saa alvorlig, at den ikke kender andet
Valg end den Elskede eller Døden, saa stærk, at den
næsten paa Timen og paa Stedet kaster det unge Par
i hinandens Arme, endelig saa usalig, at Undergangen
med rivende Hast følger paa Foreningens Lykkerus.
Elskovens Dobbeltvæsen, naar den griber Mennesket
helt, at bringe en Glæde, der fylder Sjælen indtil
Berusning, og at medføre Fortvivlelse, naar de
Elskende adskilles, har Shakespeare ingensteds
fordybet sig i som her.
Medens han i Skærsommernatsdrømmen behandlede
Elskovens Indbildnings-Side, det Vilkaarlige,
Skuffende ved den, har han her dens passionelle Væsen
som vellyst- og dødbringende Lidenskab til Æmne.
Stoffet gav Shakespeare Lejlighed til at anbringe
Kærlighedsforholdet i en Ramme, der stærkest muligt
maatte fremhæve Elskovens lyse Karakter, nemlig en
Ramme af Had, to adelige Familiers gennem Blodhævn
efter Blodhævn nærede Slægthad, der efterhaanden
har smittet og delt hele Staden omkring dem. Paa
Slægtskabets Vegne skulde de Unge hade hinanden. At
de derimod drages saa lidenskabeligt til hinanden i
gensidig Henrykkelse, antyder allerede Styrken i deres
Følelse, siden den begynder med at udrydde Fordommen
af deres Sind og hævder si,g i Strid med Fordommene
omkring dem begge. Den er ingen rolig Ømhed; den
slaar ned som Lynet ved første Møde og virker under
de ulykkelige Forhold ved sin Voldsomhed i de unge
Sjæle som en dræbende Magt.
Mellem de Elskende og de Hadende har Shakespeare
stillet Munken Lorenzo, en af hans yndefuldeste
Fornuftskikkelser, disse Skikkelser, der er sjældne i
hans Skuespil som de er det i Livet, men der ikke bør
overses hos ham, saaledes som de f. Eks. er blevne det
af Taine med hans noget ensidige Syn paa Shakespeares
Storhed. Shakespeare kender Lidenskabsløsheden og
forstaar den; men den staar altid i andet Plan hos
ham. Den er saare naturlig her hos en Mand, hvem
Alder og Stand nødsager til at eve som Tilskuer til
Livet. Lorenzo er god, naturfrom,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
