Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XV. Teatrene. Deres Beliggenhed og Indretning, Skuespillerne. Teaterdigterne. Det folkelige Publikum. Det fornemme Publikum. Shakespeares aristokratiske Grundanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
119
nu og da:. en Lem, der lod sig løfte til Teatrets
Loft. I den lidt ældre Tid brugte man grovere
Virkemidler. Man fremstillede f. Eks. i de religiøse
og allegoriske Dramer (endnu i Marlowe’s Faust)
Helvedes Gab som et uhyre Fjæs af malet Kanevas
med lysende Øjne og mægtig rød Næse, bevægelige
Kæber og store Tænder; naar det aabnedes, saas,
formodentlig ved at man holdt Begfakler bag det,
Flammer derinde. Til en Teatergarderobe da hørte ogsaa
til Brug for Skabelses-Mysteriet et rødtfarvet. Ribben
(a ri/bbe colleryd red). Nu behøvedes næsten intet
af den Art. Først Inigo Jones forfærdigede til Brug
for HofFestlighederne Kulisser og Dekorationer. De
folkelige Teatre undværede dem sikkert i al den Tid,
Shakespeare havde med Scenen at gøre.
Man behøvede ikke disse Midler til Fremkaldelse
af Illusionen; man var øjeblikkeligt med. Man saa,
hvad Digteren vilde, man skulde se - som et Barn ser,
hvad man vil, det skal se, som Børn faar hverandre
til at se Optrin af Menneskelivet, naar de leger med
Dukker, Thi Tilskuerne var Børn i Friskhed, Børn i
Indbildningskraft. Var der paa en af Scenens Døre
klæbet en Seddel, hvorpaa med store Bogstaver stod
skrevet Paris eller Venedig, saa følte Tilskuerne
sig hensatte til det fremmede Sted. Eller Prologus
underrettede dem om, hvor man befandt sig. De klassisk
Dannede, der holdt paa Stedets Enhed i Skuespillet,
forargedes over Scenernes stadige Skiften og det
hele kummerlige Udstyr dertil. Philip Sidney spotter
i sin Apology for Poetry ved Aaret 1583 de Skuespil,
«hvor man har Asien paa den ene Side, Afrika paa den
anden og hvor Skuespilleren ved sin Indtræden altid
maa begynde med at nævne, hvor han befinder sig,
da man ellers ikke vilde forstaa Stykket*.
Og dog var det folkelige Publikums beredvillige
Imødekommen ubetinget et Gode for det unge engelske
Teater. Gjorde En en Bevægelse, som plukkede han
Blomster, saa var Skuepladsen en Have - som hvor
Partierne, den hvide og den røde Roses Oprindelse
fremstilles i Henrik VI. Talte En, som stod han
paa et Skib i Storm og voldsom Søgang, saa var
Skuepladsen et Skibsdæk - som i det berømte Optrin
i Perikles (Uh). Shakespeare, der altsaa forstod
at benytte sig af denne Publikums Nøjsomhed og at
undvære et skuffende scenisk Udstyr, skemtede ikke
desmindre, som vi har set, i Skærsommernatsdrømmen med
Apparatets Tarvelighed (vel især paa Provinsscener),
og i Prologen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>