Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XV. Teatrene. Deres Beliggenhed og Indretning, Skuespillerne. Teaterdigterne. Det folkelige Publikum. Det fornemme Publikum. Shakespeares aristokratiske Grundanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
121
gejstring for den Shakespeareske Tids primitive
Ordningsmaade, har i sin Novelle Der junge
Tischlermeister omhyggeligt rekonstrueret den.
Midt paa den dybe Scene rejste sig efter hans
Mening to, vel fem Alen høje Træsøjler, der bar en
Altan. Disse Søjler stod ved tre brede Trappetrin,
der fra Prosceniet førte ind til det indre Scenerum,
som undertiden var dækket med et Forhæng, undertiden
ogsaa aabent. Det fremstillede efter Omstændighederne
en Hule, et Værelse, et Lysthus, et Gravkanimer
osv. Her var Taflet i Macbeth, hvor Banquo’s Aand
viser sig. Her kvaltes Desdemona i sin Seng. Her
spilledes Tragedien i Hamlet. Her udreves Glosters
Øjne. Paa Altanen ovenover stod Julie, naar hun
ventede Romeo, og Snu, naar han saa paa Skuespillet
Trold kan tæmmes. Og naar man spillede Belejring af
en By, og dens Forsvarere viste sig paa Muren, saa
stod de og parlamenterede paa denne Altan, medens
Angriberne var fordelte i Forgrunden.
Paa de ovennævnte brede Trappetrin, der hævede sig
fra begge Sider, sad Raadsforsamlinger og Hoffer,
og med faa Skikkelser var Scenen nogenledes fyldt,
fordi Rummet fra alle Sider var saa begrænset. Ad
disse Trapper skred Macbeth op og Falstaff i De
lystige Koner. Til Søjlerne lænede de Tungsindige
eller Grublende sig. Der var overhovedet en Mulighed
til virksom Gruppering af Personerne omtrent som
paa Raffaels Skolen i Athen. Ingen af de Optrædende
dækkede den anden, og til højre og venstre paa
Prosceniet kunde Grupper staa, uden at det var
usandsynligt, de ikke bemærkede hinanden.
Det Eneste af Scenens Udstyr, hvorpaa man satte
Penge, var Skuespillernes Dragter. Derfor gaves
saa store Summer ud, at denne Overdaadighed af
Puritanerne ganske særligt blev lagt Teatrene til
Last. I Henslowe’s Dagbog tales om en Udgift af 4
Pund 14 Shilling for et Par Benklæder, af 16 Pund
for en Fløjels-Kappe; ja det vides, at en enkelt
berømt Skuespiller engang gav 20 Pund 10 Sh. for
en Kappe. I et Inventarium over de Ejendele, som
tilhørte Lord Admiralens Trup i Aaret 1599, findes
en Mængde pragtfulde Dragter opregnede. Der havdes
f. Eks. «et Par kødfarvede, guldbroderede venetianske
Silkebukser» og «en Frakke af orangefarvet Silke,
broderet med Guld». De Summer, som udgaves for disse
Kostymer, staar I et næsten skrigende Misforhold til
Forfatterens tarvelige Honorar. Han fik i Reglen før
Aar 1600 ikke mere end 5-6 Pund for sit Skue-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
