Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XVIII. Richard III. Sjælekundskab og Enetaler. Shakespeares Selvforvandlingsevne. Kvindeforagten her. De ypperste Scener. Tragediens klassiske Retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 William
Shakespeare
sin egen Hud og ind i en Andens Ham. Men i senere
Tider har adskillige af de Største gyst tilbage
for det rent Forbryderiske som liggende dem for
fjernt. Saaledes Goethe. Hans urigtigt handlende
Personer er kun svage som Weislingen eller Glavigo;
selv hans Mefisto er slet ikke ond. Shakespeare har
forsøgt at føle som Richard. Hvorledes har han baaret
sig ad dermed? Nøjagtigt som vi, naar vi stræber at
forstaa en anden Personlighed f. Eks. Shakespeare
selv. Han digter sig ind i ham; det vil sige han slaar
et Hul paa Skikkelsen, hvorigennem han kan krybe ind,
og saa er han der og lever i den. Spørgsmaalet for
Digteren er jo altid det: hvorledes vilde jeg føle
og handle, ifald jeg var Prins, Kvinde, sejerrig,
forladt osv.?
Shakespeare tager til Udgangspunkt Naturforsmædelsen;
Richard er den af Naturen forurettede. Hvorledes
føler Shakespeare dette, han, som havde sine sunde
Lemmer og som var den af Naturen over al Maade
Begunstigede? Ogsaa han havde længe været ydmyget,
havde levet i usle Forhold, der ikke svarede til hans
Anlæg og Vilje. Ogsaa Fattigdom er en Vanførhed,
og Skuespillerstanden var en Vanære, en Pukkel
paa Ryggen. Han er da let i Stand til at føle hvad
den Naturfor-urettede lider. Han løslader kun alle
Stemninger i sig, som er fremkaldte ved tilføjede
Ydmygelser, og lader dem svulme og stige.
Dernæst var der Overlegenhedsfølelsen og den
deraf udspringende Magt- og Herskesyge hos
Richard. Shakespeare kan ikke have manglet
Bevidstheden om sin personlige Overlegenhed, og
til Herskesygen har han havt Spiren idetmindste
som uudr viklet Organ, saavist som ethvert Geni har
den. Ærgerrig maa han selvfølgelig have været, vel
ikke paa samme Maade som vor Tidsalders Skuespillere
og Dramatikere, hvis blotte Gøglen tit betragtes som
Kunst, medens hans Kunst af det store Flertal kun
betragtedes som Gøglen; hans Kunstner-Selvfølelse har
i Væksten faaet et Knæk; men dog var der Ærgerrighed
i den Lidenskab, som i faa Aar drev ham fra
Skuespiller-Medhjælper til Teaterleder og som bragte
ham til at udfolde sit Lands største frembringende
Evne, til han overstraalede alle Medbejlere i sit Fag
og blev vurderet af de fornemste og kunstforstandigste
Mænd. Det Sindelag, der fyldte ham, overflytter han i
en anden Livs-kres, det ydre Herredømmes, og den Drift
i hans Sjæl, der aldrig lod sig opholde eller standse,
men fik ham til at udføre én aandelig Stordaad efter
den anden, kaste Værk efter Værk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
