Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XIX. Shakespeare mister sin Søn. Spor af Sorg over dette Dødsfald i Kong Johan. Det gamle Skuespil af samme Navn. Flytningen af dets Tyngdepunkt. Fjernelse af Angreb paa det katolske Væsen. Bevarelse af det natonale Grundpræg. Patriotisk Stemning. Shakespeare er ubekendt med Modsætningen mellem Normanner og Angelsaksere og nævner ikke Magna Charta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166 William
Shakespeare
fik en ikke ringe Øjebliksinteresse for Elisabeths
Tid. Men han har desuden flyttet Stykkets
Tyngdepunkt. Det er Johans mangelfulde Ret til Tronen,
hvorom hos Shakespeare Alting drejer sig; derpaa beror
den Ugerning, han sætter i Værk, og (skønt den ikke
udføres, som han ønskede det) Baronernes Frafald fra
ham.
Som «Historie* lider Stykket, trods dets store
dramatiske Fortrin fremfor Richard II, under samme
Grundmangel som dette, men i endnu højere Grad;
Kongens Skikkelse er for utiltalende til at kunne
afgive Hovedpersonen i et Drama; hans afskyelige
Holdningsløshed, der bringer ham til knælende at
modtage sin Krone af den samme pavelige Legat, han
nylig har afvist med brovtende Ord, hans foragtelige
Mordplan mod et uskyldigt Barn og hans Fortryden af
denne Plan, da han ser, dens formentlige Udførelse
fjerner hans Trones Støtter fra ham - alt dette Stygge
og Lave, paa hvilket ingen højere Egenskaber bøder,
bringer Tilskueren til at betragte Bipersonerne som de
sande Hovedpersoner, og saaledes spredes Handlingen
for hans Blik. Den mangler Enhed, fordi Kongen ikke
formaar at holde den sammen.
Han selv er for alle Tider tegnet i den mesterlige
Scene (III3), hvor han uden ligefrem Opfordring vil
bringe Hubert til at forstaa og opfylde det Ønske,
han nærer om Arthurs Mord:
Ja, hvis du kunde se mig uden Øjne, og uden Øre høre
mig, og svare foruden Tunge med din blotte Tanke;
foruden Øjne, Øren, uden Ordets den farefulde Klang -
da vilde jeg trods den aarvaagne Dag, der holder Vagt,
udgyde mine Tanker i dit Bryst . . .
Hubert bevidner sin Hengivenhed og Troskab. Om end
hans Død blev Følgen af hans Gerning, han vilde udøve
den for Kongen. Da bliver Johan hjertelig, næsten
inderlig, «Kære Hubert, Hubert, Hubert!» lyder det
fra lians Læber. Han peger hen paa Arthur, viser ham
den lille Dreng og nu følger dette beundringsværdige
Replikskifte:
Hør, hvad jeg siger dig, han er i Sandhed en Slange
paa min Vej! hvor jeg vil sætte min Fod, der ligger
han. Forstaar du mig? Du er hans Vogter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
