Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XIX. Shakespeare mister sin Søn. Spor af Sorg over dette Dødsfald i Kong Johan. Det gamle Skuespil af samme Navn. Flytningen af dets Tyngdepunkt. Fjernelse af Angreb paa det katolske Væsen. Bevarelse af det natonale Grundpræg. Patriotisk Stemning. Shakespeare er ubekendt med Modsætningen mellem Normanner og Angelsaksere og nævner ikke Magna Charta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 William
Shakespeare
der laaner fra den Stores Blik sin Holdning, vil
blive stor, idet han ser paa dig.
Bastarden er i Dramet den patriotiske Stemnings
Repræsentant. Men hvor stærkt det under Udarbejdelsen
har ligget Digteren paa Sinde at faa dens Strenge
slaaede an, viser sig i et saadant lidet Træk som
at det er Englands Fjende, Løvehjertes Drabsmand,
Lyinoges, hvem den første Lovprisning af England er
lagt i Munden (Hi):
den blege Strand med hvidligt Aasyn, der støder Havet,
naar med Brøl det stiger, tilbage med sin Fod og
indestænger sit Ølands Mænd for andre Landes Samkvem,
England, det oceanomgærdede, med Bølgers Mur til
Bolværk, altid trygt og tillidsfuldt mod Fremmedes
Begær.
Hvor ringe er ikke Forskellen paa den patriotiske
Stil hos de to Dødsfjender, naar Lymoges’ Banemand
Bastarden slutter Stykket med den efter den ældre
Tekst iøvrigt kun let omarbejdede Replik:
Vort Land har aldrig ligget, skal ej ligge for nogen
Sejerherres stolte Fod,
lad Verdens trende Hjørner staa i Vaaben, til Trods
for dem vi værge skal vort Bo, naar England mod sig
selv kun bliver tro.
Næst Bastarden er Constanze den Karakter som bærer
Stykket, og dets Svaghed beror for en stor Del paa
at Shakespeare har slaaet hende ihjel ved Udgangen af
tredje Akt. Ja saa skødesløst er hendes Død behandlet,
at vi kun i Forbigaaende erfarer om den ved et
Bud. Hun optræder slet ikke efter at hendes Søn Arthur
er ryddet af Vejen, rimeligvis fordi Shakespeare har
frygtet Gentagelse efter de Skildringer af sørgende
og harmfulde Mødre, han i sine tidligere historiske
Dram er allerede havde givet.
Han har behandlet denne Skikkelse med en ganske
særegen Forkærlighed, den, han i Reglen viser de
Karakterer, som paa den ene eller den anden Maade
optræder mod at indlade sig paa Overenskomst med den
slappe Verdslighed og den skønt-talende Vedtægt. Han
har ikke blot udrustet hende med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
