Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXI. Købmanden. Kilderne. Karaktererne, Antonio, Portia, Shylock, Maaneskin og Musik. Shakespeares Stilling til Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 William
Shakespeare
den trives ved Hoffer, og enfoldig Kvindelighed,
Alvor indtil Spottelyst er her hemmelighedsfuldt
blandet og forenet.
Hvorledes Shakespeare selv ønsker hende betragtet,
ses af den Beundring, med hvilken han lader Jessica
udtrykke sig om hende til sin Elskede (IIIs). Naar den
ene unge Kvinde udtaler sig i saa stærke Lovord om
den anden, er der Sandsynlighed for, at den sidstes
Fortrin maa være uangribelige. Bassanio, siger hun,
bør nu føre et udmærket Levned, thi da han har faaet
en saadan Velsignelse i sin Hustru, saa har han jo
Himlens Glæder paa Jorden, og hvis han ikke gør sig
fortjent til dem hernede, saa burde han aldrig finde
Vej til Himlen:
O, hvis i Himmelen to Guder vædded om to af Jordens
Kvinder, og den ene var Portia, saa behøvede den
anden en Tilgift; thi vor stakkels Verden har ej
hendes Lige.
Dog Skuespillets Hovedskikkelse er selvfølgelig for
vore Dages Læsere og Tilskuere Shylock, skønt der ikke
kan herske Tvivl om at han for Datiden har staaet
som en komisk Figur og ingenlunde som Hovedfiguren,
siden han gaar ud af Stykket før dets Slutning. For en
senere Tids menneskekærligere Opfattelse har Shylock
taget sig ud som en halvvejs patetisk Skikkelse,
en Syndebuk, et Offer; for Datiden var han med sin
Havesyge, sin Gerrighed, sin Aagren og sin Iver for
at grave den Grav for en Anden, hvori han falder
selv, en ublandet komisk Lystspilfigur. Han indjog
end ikke Tilskuerne nogen virkelig Uro for Antonios
Liv, da alle forud kendte Sagens Udfald. Han var til
Latter, naar han gik til Festen hos Bassanio «af Had,
for at fraadse paa den ødsle Kristnes Regning», til
Latter, naar han i Scenen med Tubal lod sig kaste
frem og tilbage mellem Glæden over Antonios Vanheld
og Raseriet over den flygtede Datters Ødselhed, og
han var komisk afskyelig, naar han udraabte: «Jeg
vilde ønske, min Datter laa død for mine Fødder, og
Ædelstenene sad i hendes Øren!> Han var overhovedet
som Jøde en foragtet Skabning; han hørte til den
Stamme, der havde korsfæstet Gu.d selv, og han var
som Aagrer endnu engang foragtet. Det engelske
Teaterpublikum kendte iøvrigt - som det norske
Publikum endnu i dette Aarhundredes første Halvdel -
Jøder kun fra Bøger og fra Scenen. Fra 1290 til 1660
var Jøderne fuldstæn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
