Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXI. Købmanden. Kilderne. Karaktererne, Antonio, Portia, Shylock, Maaneskin og Musik. Shakespeares Stilling til Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194 William
Shakespeare
et Øjeblik ond Samvittighed ved Noget af hvad
han gør; hans Handlinger stemmer overens med hans
Begreber.
Løsrevet fra den Jordbund, det Samfund, det Sprog,
hvori hans Aand hører hjemme, har han endnu bevaret
sit østerlandske Præg. Lidenskab er hans Væsens
Kerne. Det er hans Lidenskab, som har gjort ham
rig; han er lidenskabelig i at handle, at beregne,
at fornemme, at hade og at hævne sig, i Alt. Han er
mange Gange mere hævngerrig end havesyg. Penge er ham
Intet i Sammenligning med Hævn, saa pengekær han end
er. Det er først da han er ophidset ved Datterens
Flugt og Tyveri, at han skrider saa baardelig ind
mod Antonio, og han afslaar at tage imod tre Gange
den laante Sum. Hans Ære er ikke tilfals for Penge,
hvor uridderlig hans Forestilling om Æren end er. Han
hader Antonio med langt større Voldsomhed end den,
hvormed han elsker sine Juveler, og det er dette
lidenskabelige Had, ikke Pengebegærlighed, der gør
ham til det Umenneske, han bliver.
Af denne hebraiske Lidenskabelighed, der kan
forfølges indtil Enkeltheder i Diktionen, følger
blandt Andet hans levende Had til Dorskhed og
Lediggang, et Træk, om hvis oprindeligt jødiske
Karakter man kan overbevise sig ved at blade i
Bibelens Ordsprog. Han afskediger Lancelot med de
Ord: «Vandbier er der ikke Plads til i min Kube.»
Det almindeligt Østerlandske i denne Lidenskabs Udtryk
er antydet ved Lignelsernes Art, idet de gerne nærmer
sig Parabelformen (se f. Eks. Beraabelsen paa Jakobs
Snildhed, eller Forsvarstalen, der begynder: «I har
iblandt Jer mange købte Trælle»), det særligt Jødiske
ligger i, at hin tørre brændende Lidenskab bestandig
kun bruger Billeder og Lignelser i en ejendommeligt
ædru Forstandigheds Tjeneste, saa at den skarpe,
hvasse Logik, der kaster enhver Beskyldning med Renter
tilbage, altid er den raadende Magt. Denne ædru Logik
har dernæst bestandig et dramatisk Sving. Shylocks
Tankegang bevæger sig ufravigeligt i Spørgsmaal og
Svar, et underordnet, men betegnende Træk, der kan
efterspores i det gamle Testamentes Stil og som
genfindes i Skildringer af primitive Jøder indtil
vore Dage. Man føler gennem Ordene, at hans Stemme
er syngende, hans Bevægelser hurtige, hans Gestus
store. Fra sit Inderste til det mest Ydre er han en
Type paa sin Æt i dens Fornedring.
Shylock forsvinder med fjerde Akts Slutning fra
Skuespillet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>