Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXII. Edward III og Arden of Feversham. Shakespeares Diktion Første Del af Henrik IV. Indfører for første Gang sine egne Livserfaringer i det historiske Drama. Hvorfor Stoffet har tiltalt ham. Værtshuslivet. Shakespeares Kres. John Falstaff. Falstaff og Gracioso i de spanske Skuespil. Rabelais og Shakespeare. Panurge og Falstaff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
209
giver ham en saare højtidelig Ligtale, der er lige saa
moralsk som Kong Henrik V’s Afskedsord til Falstaff.
Lige saa lidt imidlertid, som Calderon eller Moliére
har kjendt til Falstaff og Shakespeare, Jige saa
lidt har han for sin Del været kendeligt paavirket
af nogen Forgænger i komisk Kunst, da han undfangede
sin tykke Ridder.
Der er ligefuldt blandt disse Forgængere en
enkelt stor Skribent, en af de største, som det er
nødvendigt her at sammenholde Shakespeare med, det
er Rabelais, den tidlige Renæssances store Mester i
Frankrig. Det er ogsaa en af de faa store Skribenter,
hvem Shakespeare sikkert vides at have studeret. Han
hentyder etsteds til ham; i Som Jer behager (III2)
siger Gelia, da» Rosalinde gør hende en halv Snes
Spørgsmaal og fordrer Svar med ét Ord: «Saa maa
du først laane mig Gargantuas Mund; det Ord vilde
blive for stort for en Mund som de, der bruges nu om
Stunder.*
Sammenligner man i sine Tanker Falstaff med Panurge
i Pantagraels Historie, saa vil man se, at Rabelais
forholder sig til Shakespeare som en Titan til
en olympisk Gud. Rabelais er Titanen, kæmpestor,
uforholdsmæssig, mægtig, men uformet. Shakespeare
er Guden, mindre og mindre umaadelig, fattigere paa
Ideer om end rigere paa Indfald, men gennemformet
med yderste Fasthed.
Rabelais døer 70 Aar gammel, en halv Snes Aar før
Shakespeare fødes; der er mellem dem den hele Forskel
mellem Ny-renæssancen og Højrenæssancen. Han er
Digter, Grubler, angribende Tænker, Samfundsforbedrer
i største Stil, til Baalet fraregnet, men stadigt
truet af Baalet. Shakespeare’s Drøjheder er i
Sammenligning med hans hvad en Mistbænk er i
Sammenligning med Roms store Kloak; strømmevis
løber de burleske Uhumskheder fra hans Pen.
«
Hans Panurge er saa meget større end Falstaff som
Ut-gardeloke er større end Asaloke. Ogsaa Panurge er
snakkesalig, vittig, rænkefuld og hensynsløs i al sin
Færd, en Spottefugl, der stopper Munden paa alle ved
forsoren Uforskammethed. I Krigen slaas Panurge saa
lidet som Falstaff, nieji han stikker som Falstaff
de Fjender ihjel, der allerede bider i Græsset. Han
er overtroisk, men er ikke desmindre en Bajads, hvem
Intet er helligt og som stjæler af Kirkebøsserne. Han
er grundegenkærlig,
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
