Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXIII. Henrik Percy. Karaktertegningens Mesterskab. Hedspore og Achilles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
217
Man ser ham for sig og hører hans Stemme. Han
gaar op og ned ad Gulvet, mens han læser, og man
hører paa hans Tale, at han har en Gang for sig
selv. Henrik Percy hedder ikke Hedspore for Intet;
hvad enten han rider eller gaar, er hans Bevægelse
lige voldsom. Derfor siger hans Hustru efter hans Død
(Anden Del Ils):
Han var det Spejl
hvorefter ædel Ungdom smykked sig, Den gjaldt for lam,
der ikke gik som han.
Alt staar her i Sammenhæng, Legemets (Bevægelser og
{Talens Betoning. Man hører i Hedspores Enetale,
hvorledes Sætningerne snubler over hverandre,
hvorledes han uden at give sig Tid til at tale Ordene
fuldt ud, stammer af lutter Utaalmodighed og ikke
siger nogen Stavelse, som jo hans opbrusende Sind
’har stemplet:
Han stammede, og det, som var hos ham|
Naturens Lyde, blev de Tapres Sprog;
thi de, som kunde tale pænt og sindigt,
forvansked deres Tunges Færdighed
for ham at ligne. Saa i Sprog og Gang,
i Levevis og alle Blodets Luner
var han det Maal, det Spejl, den Bog, det Mønster,
hvorefter Andre danned sig.
Shakespeare fandt ingenlunde disse udvortes Træk
i Krøniken; nej, han har med en saadan Styrke
forestillet sig Hedspores Egenart, at Alt indtil det
Ydre former sig derefter. Henrik Percy taler i Udraab
af Hidsighed, han er adspredt og glemsom af lutter
Lidenskab. Hans gennemgaaende Ubesindighed viser sig
i saa lille et Træk, som at han ikke besinder sig paa
de Navne, han vil anføre. Da de Sammensvorne skal dele
Landet, farer han op med en Ed, fordi han har glemt
sit Kort. Skal han fortælle, er han saa optaget af sin
Genstand og flyver med en saadan Lidenskab imod den,
at alt det Mellemliggende gaar ham af Minde (Is):
Ha se, det snærter mig som Ris; det brænder som
Nælder, prikker mig som Myrer,, naar jeg hører om den
Ræv, den Bolingbroke. I Richards Tid - hvad hedder
Stedet dog?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
