Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXIV. Prins Henrik. Tilknytningspunktet for Shakespeares Fantasi. Typisk engelsk Nationalhelt. Stykkets Friskhed og Fuldkommenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
227
svende, men vi ser ham ogsaa højsindet, fuld af
dyb Beundring for Harry Percy, den Beundring for en
Modstander,’ hvortil Percy ikke var i Stand. Og snart
ser vi ham hæve sig op af denne Ubetydelighedens og
Skinnets Verden til sit Væsens Højde. Hans stærke
Selvbevidsthed, hans urokkelige Selvfølelse spores
tidligt i Smaatræk. Da Falstaff spørger ham om det
ikke løber ham koldt ned ad Ryggen ved Tanken om
Forbundet mellem tre saa frygtelige Mænd som Percy,
Douglas og Glendower, afviser han Tanken om Frygt
med et Smil. Senere spiller han paa sin Feltherrestav
som paa en Fløjte. Han har det store Menneskes store
Sorgløshed; han helbredes end ikke for den, da han
føler sig uretfærdigt mistænkt, og i Grunden er han
god Broder, god Søn, stor Fædrelandselsker og et stort
Hersker-Æmne. Han har ikke Hedspores lyse Blik (der
ser noget Godt selv i Faderens Udebliven), ikke heller
hans fremfusende Kamplyst, og dog er der i ham antydet
den dristige, typiske engelske Erobrer, Vovehals og
Politiker, hensynsløs og under visse Omstændigheder
grusom, uforfærdet overfor et tidobbelt Antal Fjender,
Forbilledet for de Mænd, der halvandet hundrede Aar
efter Shakespeares Død iværksatte Indiens Erobring,
Mænd som Lord Glive og Warren Hastings.
En Ulempe er det, at Shakespeare intet andet ydre
Middel har havt til at vise hans Overlegenhed over
Percy som Hærfører end det at lade ham fægte bedre
og saaledes fælde Hedspore i Tvekamp. Det var at
vende tilbage til den homeriske Tids Forestillinger
om Krigerstorhed. Det var Saadanne Træk, der stødte
Napoleon tilbage fra Shakespeare. Sligt maatte
forekomme ham barnligt. Han fandt mere Politik i
Corneille.
Med fuldendt Sjælehøjhed lader Prins Henrik Falstaff
beholde Æren for at have fældet Hedspore, denne Ære,
om hvis sande Væsen hele Stykket drejer sig som
om sin Idé, uden at denne Idé i nogen Ytring er
bleven fremhævet som den centrale. Men forøvrigt
lader Shakespeare ham mærkeligt nok efter Henry
Percys Død stundom formelig krybe i den faldne
Modstanders Ham. Han siger f. Eks.: «Er det Synd at
tørste efter Ære, saa er jeg den største Synder her
i Verden*. Han erklærer, at han hverken forstaar
sig paa Rim eller paa Versemaal. Han frier til sin
Brud saa ukavalermæssigt som Hedspore taler med sin
Kathrine, og han besvarer Franskmændenes Udfordringer
med en Stortalenhed, der overgaar Percy’s. I Henrik
V slaar Shake-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
