Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXVI. Elisabeth og Falstaff. De lystige Koner i Windsor. Stykkets prosaiske og borgelige Grundtone. Alfespillet deri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242 William
Shakespeare
er den Eneste, der kan have forraadt ham til
Ægtemanden, og endelig er det ikke blot barnagtigt,
men i høj Grad stridende mod den os tidligere bekendte
Falstaffs lyse Forstand, at han troer paa de Væseners
Alfeagtighed, der om Natten i Parken kniber ham og
brænder ham med Lys.
Til Gengæld flammer nu og da den gamle Overstadighed
og det gamle Vid op i ham, han har en fire, fem
yderst morsomme Repliker til Dompap, til Pistol,
til Bardolph osv. Det er pudsigt, naar han efter at
være bleven væltet ud i Vandet med Skidentøjet siger
at Drukning er en Død, han har Afsky for: «Vand faar
jo Folk til at svulme op, og hvad vilde jeg blive,
hvis jeg svulmede op!> Og det er yderst humoristisk
naar han tilsidst (Vs) udbryder: «Jeg tror, Djævlen
vil ikke have mig fordømt, for at ikke den Olie,
jeg har i min Krop, skal volde Ildløs i Helvede.>
Men hvad vil Sligt sige i Sammenligning med den
virkelige Falstaffs Væld af Indfald!
Stykket er mere gennemført burlesk end noget
tidligere Lystspil af Shakespeare, selv Trold kan
tæmmes medregnet. De smukke og poetiske Partier er
ikke mange. Der er Ægteparret Page, vakre engelske
Middelstandsskikkelser, og dér er det unge Par,
Fenton og Anna Page, som vel kun har en kort Scene
sammen, men i den lægger indtagende Egenskaber for
Dagen. Anna Page er en elskværdig ung Borgerdatter fra
Shakespeares Tid, en af de sunde og naturlige unge
Kvinder, som Wordsworth i det nittende Aarhundrede
har forherliget. Fenton, der utroværdigt betegnes som
en tidligere Kammerat af Prins Henrik og Poins, nærer
oprigtig Kærlighed til hende, men meget karakteristisk
bærer Shakespeare, med sin gode Forstand paa hvad
Penge er værd, over med at Fenton, som han ærligt
tilstaar, oprindeligt har bejlet til Anna for hendes
Penges Skyld. Det er det samme Træk, vi iagttog hos
den faa Aar tidligere digtede Frier Bassanio.
Virkelig poetisk er endelig det korte Alfespil i
sidste Akt, rned hvilket Shakespeare tager Oprejsning
for den Prosa, han har været tvunget ned i. Det har
en Aroma af den store Windsor-Dyrehaves krydrede
Skovduft ved Nattetid. Det Ypperste i De lystige
Koner er overhovedet den stærke Duft af engelsk Jord
og Grund deri. Stykket tiltaler trods de Mangler,
det som paa Bestilling udført Arbejde har, fordi
Digteren her undtagelsesvis er forbleven i sin egen
Tidsalder som i sit eget Land og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
