Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXVII. Shakespeares aandrige Tidsrum. Hans Kvindetype nu. De aandfulde unge fornemme Piger. Megen Larm for Ingenting. Slavisk Forhold til den givne Fabel. Benedict og Beatrice. Sjælelig Udvikling. De lavkomiske Figurer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
247
Fabel dramatisk antagelig. Han vurderer,
at Digteren atter her i Bastardens Person har
tegnet den klare Ondskab og har for-smaaet at
begrunde den lave Handling ved nogensomhelst
enkelt tilføjet Krænkelse eller enkelt forsmaaet
Tilbøjelighed. Juan er den sure, misundelige
Natur, der suger Gift af alle Forhold, fordi han
har den stadige Følelse af at være overset
og forsmaaet. Han er i Øjeblikket bunden ved
den Naade, hans sejrrige Broder har vist ham,
men «havde han Munden fri, saa vilde han
bide». Og han bider som den Køter og Kryster han
er, og gør sig usynlig, da hans Niddingstreg er
ved at komme for Dagen. Han er en misfornøjet,
lav, kedelig Skurk, og ham fattes, skønt han
ærligt og redeligt gør det Onde for det Ondes Skyld,
alle de trodsigt og uhyggeligt glimrende Egenskaber,
der. senere kom til Udbrud hos Jago og hos Edmund
i Lear. Faa Juans afskrækkende Nederdrægtighed
er der lidet at udsætte; højst dette, at den
er et underligt Drivhjul i et Lystspil. Men Claudio
er det umuligt at forsone sig med. Han lader
sig af det plumpeste Puds overbevise om at hans
unge Brud, der er Renheden selv og saa sart
som en Blomst, er en troløs Ting. der Dagen før sit
Bryllup bedrager ham med en Anden. Istedenfor saa
stiltiende at trække sig tilbage foretrækker han som
det Fæ, han er, at beskæmme hende i Kirken, for
Alteret, i Alles Paahør med grove Ord og lave
Beskyldninger, og faar sin Beskytter, Prinsen
Don Pedro, ja Pigens egen Fader Leonato til
at slutte sig til ham og overvælde den
ulykkelige Brud med deres idiotiske Anklager.
Da hendes Slægtninge saa paa Munkens Raad har udgivet
hende for død, og den gamle hæderlige Leonato paa
en for Læseren utaalelig Maade har løjet op ad
Stolper og ned ad Døre om hendes ulykkelige Endeligt,
tages Glaudio, som nu for sent erfarer Bedrageriet,
straks til Naade igen. Leonato kræver - efter
den middelalderlige Fabel - kun af ham, at han
skal erklære sig villig til at ægte enhver Kvinde,
han selv bestemmer for ham. Claudio lover det
uden et Ord eller en Tanke paa Hero - saa lægges
hun i hans Arme. De oprindelige Tilskuere har
sikkert fundet denne Løsning tilfredsstillende; den
moderne Tilskuer oprøres, omtrent som Nora i Et
Dukkehjem oprøres, da hun mærker, at Helmer,
efter at Faren er drevet over, nu betragter alt
det, der sjæleligt er sket, som ikke indtraadt,
blot fordi Himlen er klaret op. Er Nogen
uværdig til Heros Haand, saa er det Claudio.
Er noget Ægteskab an-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>