Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXVII. Shakespeares aandrige Tidsrum. Hans Kvindetype nu. De aandfulde unge fornemme Piger. Megen Larm for Ingenting. Slavisk Forhold til den givne Fabel. Benedict og Beatrice. Sjælelig Udvikling. De lavkomiske Figurer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 William
Shakespeare
saa Shakespeare disse to næsten med ét Slag blive
indtagne i hinanden, helt betagne af hinanden, blot
ved det simple Middel, at nogle af deres Venner
indbilder Benedict, at Beatrice hemmeligt fortæres
af Kærlighed til ham, og Beatrice, at Benedict er
dødeligt forelsket i hende; dette under store Lovtaler
over begge. De var allerede forud optagne af hinanden;
nu slaar hos begge den erotiske Fantasi ud i Flammer,
des stærkere, fordi den saa længe har ligget under
Aske. Og med megen Finhed har Shakespeare her, paa
dette Omraade, hvor han selv opfandt Alt og kunde
røre sig med fuld Frihed, ladet Parret forenes ikke
ved tomme Ord, men i en fælles Sag, idet Beatrices
første Tilnærmelse til Benedict finder Sted paa den
Maade, at hun af ham fordrer ridderlig Optræden til
Bedste for hendes uskyldige Kusine.
Denne Forandring, som Benedicts og Beatrices
indbyrdes Forhold undergaar, er ogsaa af den Grund
højst interessant, at dette turde være den første mere
gennemførte Karakterudvikling, vi endnu har mødt i et
enkelt Shakespeare’sk Skuespil. I de ældre Lystspil
var der Intet af den Art og Krønike-Dramaerne gav ikke
Anledning til nogen Karakterforvandling. Personerne og
de foreskrevne historiske Begivenheder maatte bringes
i Overensstemmelse med hverandre og Shakespeare
fastholdt med Kraft Karakteren som den én Gang var
anlagt. Hverken Richard III eller Henrik V fortæller
nogen Sjælehistorie; begge Konger er i de Dramer,
der har Navn efter dem, ens fra den første Replik
til den sidste. Om Henriks Omslag overfor Falstaff
i det tidligere Drama er allerede talt nok. Men
den Optøen af alt det Haarde og Frosne i Benedicts
og Beatrices Væsen, som her finder Sted, er uden
Sidestykke i noget tidligere Arbejde, og er tydeligt
nok udført med Forkærlighed. I Virkeligheden er jo
ogsaa Forholdet imellem disse to af Shakespeare frit
opfundne Personer og ikke den Fabel, hvorefter Stykket
har Navn, dettes sande Hovedindhold.
Endnu nogle Skikkelser har Shakespeare tildigtet, og
de hører til de fortrinligste blandt hans lavkomiske
Figurer, Rets-embedsmanden Dogberry (Slaaenbær) og
hans Underordnede. Slaaenbær er Provins-Politimanden,
naiv som et Barn og forfængelig som en Paafugl,
grundskikkelig, frygtsom, retsindig, godmodigt
dum. Som Bevis paa, at den Art Politimænd den Gang
ikke var meget mindre uskyldige i Virkeligheden end
i Lystspillet har Henrik Schuck hiddraget et Brev
fra Lord Burghley, i hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
