Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXVIII. Shakespeares lyse lykkelige Tid. Som Jer behager. Landstrygerstemning. Naturlængsel. Jacques og Shakespeare selv. Stykket en Viddets Fest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 William
Shakespeare
kunde tilfredsstille det, som er den inderste Kærne
i ham selv, den underligt sære Patron inderst inde,
der har Gaven til at blive vemodig og satirisk
over alt Muligt. Og han skaber Skikkelsen Jacques
af det Ribben, han løser ud af sit Indre, indfører
denne Skikkelse, som Romanen ikke kendte til, i sit
Hyrdespil, og lader ham gaa om deri ensom, opfyldt af
sig selv, menneskesky og menneskefjendsk af altfor
megen Ømhed, Misantrop paa Grund af sit følsomme og
fantasirige Sindelag.
Jacques er som det første geniale og lette
Blyantsudkast til Hamlet. Taine og efter ham Andre
har villet jævnføre Jacques og Alceste, visselig
den af Moliéres Personer, hvori der er mest af hans
eget Væsen. Men der er ingen virkelig Parallel. Hos
Jacques spiller Alt i Fantasiens og Viddets
Farver, hos Alceste er Alt bitter Alvor. Alceste er
menneskefjendsk af Harme. Han væmmes ved Falskheden
omkring sig, oprøres ved, at den Slyngel, mod hvem
han har en Retssag, skønt foragtet af Alle dog er godt
modtaget og vel optaget allevegne. Han vil ikke være
i slet Selskab, ikke engang i sine Venners Hjerte;
derfor skiller han sig fra dem. Han afskyer to Klasser
af Mennesker, Skadedyrene og dem, der ikke vil bryde
med Skadedyrene:
Les uns parcequ’ils sont méchants et malfaisants,
Et les autres pour étre aux méchants complaisants.
Det er Timon fra Athens gamle Ord: «Jeg hader de
Slette, og de Andre, fordi de ikke hader de Slette.*
Derfor er det ogsaa med Shakespeares mange Aar senere
udførte Timon, at man alene kan sammenstille Alceste
som oplysende Modstykke. Alcestes Væsen er den skarpe
Forstandslogik, hans Væsen er klassiskfransk, den
rene Stolthed uden nogen Udsmykning, Sandhedskærlighed
uden Følsomhed og uden Vemod.
Jacques’ Tungsind er et poetisk Drømmeri. Vi hører
ham i Stykket (IIi) omtale, før vi ser ham. Den gode
Hertug har netop velsignet Modgangen, der drev ham ud
i den grønne Skov, hvor ingen af det avindsyge Hofs
Farer truer, og staar i Begreb med at tage paa Jagt,
da vi erfarer, at den tungsindige Jacques græmmer
sig derover og i den Anledning kalder Hertugen
en Voldsmand som dem, der fordrev ham fra hans
Hertugdømme. Hofmændene har fundet Jacques henstrakt
ved Roden af et Egetræ, opløst i Medlidenhed med en
stakkels saaret Hjort, der stod ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
