Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXVIII. Shakespeares lyse lykkelige Tid. Som Jer behager. Landstrygerstemning. Naturlængsel. Jacques og Shakespeare selv. Stykket en Viddets Fest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 William
Shakespeare
Denne Art Filosofi danner ligesom en Indledning
til al Rosalindes søde Overgivenhed og himmelske
Overdaadighed.
De to Kusiner Rosalinde og Celia synes ved første Blik
Varianter af de to Kusiner i det Skuespil, Shakespeare
lige har fuldført, Beatrice og Hero. Navnlig er
Rosalinde og Beatrice beslægtede ved deres sejrrige
Vid. Og dog er Forskellen imellem dem saare stor;
Shakespeare gentager sig ikke. Beatrices Vid er
udæskende og trættekært; der er som Glimt af en Klinge
deri. Rosalindes Vid er Overgivenhed uden Braad;
Glimtet deri er «den søde Straaler som Oehlenschlager
tillagde Freja; hendes lattermilde Væsen skjuler over
hendes dybe Forelskethed. Beatrice kan bringes til
at elske, fordi hun er Kvinde og i ingen Henseende
staar udenfor sit Køn; men hun er ikke erotisk anlagt;
Rosalinde gribes af en Lidenskab for Orlando, straks
hun ser ham. Fra det Øjeblik da Beatrice indføres
for Tilskuerne, er hun slagfærdig og kampberedt,
i ypperligt Humør. Rosalinde lærer vi at kende som
en stakkels Fugl, der hænger med Næbbet; hendes
Fader er fordreven, hendes Ejendom hende berøvet,
hun selv kun en Tidlang taalt som Selskab for
Herskerens Datter, halvvejs en Fange i det Palads,
hvor hun nylig var Prinsessen. Det er først da hun
er kommen i Mandsdragt, optræder i en Pages Lignelse
og selvstændig tumler sig i den fri Luft og den
grønne Skov, at hun genfinder sit straalende Lune,
og at Spøg og Skelmeri glider som Fuglekvidder over
hendes Læber.
Den Mand, hun elsker, er heller ikke som Benedict
en overmodig Knægt med skarp Tunge og dristig
Optræden. Det er en Yngling, der skønt modig som en
Helt og stærk som en Atlet er uerfaren som et Barn og
saa undselig overfor hende, der straks tykkes ham det
Dejligste, han har set, at det er hende, som først
maa vise ham Deltagelse, ja maa tage Kæden af sin
Hals og hænge den om hans, før han faar Mod til blot
at fatte et Haab om at være elsket. Og saa er det,
at han tilbringer al sin Tid med r.t hænge Digte til
hende paa Træerne og skrive Navnet Rosalinde i deres
Bark. Hun morer sig med i sine Pageklæder at gøre
sig til hans Fortrolige og drive den Skemt med ham,
at han skal søge hende som var hun hans Rosalinde. Hun
kan ikke overvinde sig til at tilstaa sin Lidenskab,
skønt hun kun kan tænke paa ham og til sin Kusine
kun tale om ham, og skønt blot den Omstændighed, at
han kommer nogle Minutter for sent til et Stævnemøde,
bringer hende ud af sig selv "af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>