Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXVIII. Shakespeares lyse lykkelige Tid. Som Jer behager. Landstrygerstemning. Naturlængsel. Jacques og Shakespeare selv. Stykket en Viddets Fest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
263
Orlando Saa dør jeg i egen Person.
Rosalinde
Aa nej, dø ved Fuldmægtig! Den stakkels Verden er
nu næsten sekstusind Aar gammel, og i al den Tid er
endnu Ingen død i egen Person, at sige af Kærlighed
. . . Leander vilde have levet mangt et godt Aar,
om ogsaa Hero var blevet Nonne, hvis det ikke havde
været for en Sommernat; thi den gode Knøs gik ud for
at hade sig i Hellespont og saa fik han Krampe og
druknede; men de enfoldige Krønikeskrivere paa den
Tid fandt paa at Hero fra Sestos var Skyld deri. Alle
disse Historier er opdigtede. Mennesker er døde af
og til, og Ormene har spist dem. Men det var ikke af
Kærlighed.
Det gælder om Rosalinde selv hvad hun siger om Kvinden
i Almindelighed: I træffer hende aldrig uden Svar,
med mindre I træffer hende uden Tunge. Og der er
altid en lys og munter Fantasi i hendes Svar. Hun
formelig Straaler af Ungdom, af Indbildningskraft,
af Glæden over at elske saa brændende og være saa
brændende elsket. Og beundringsværdigt er det som
hendes Vid er feminint. Altfor mange aandsbegavede
Kvinder i Bøger af Mænd har Mandsforstand. Rosalindes
Vid er mildnet ved Følelse.
Det er ikke hende alene, der er vittig i det Arkadien,
som Ardennerskoven danner. Alle er i dette Skuespil
vittige, selv de saakaldt Dumme. Thi dette er Viddets
Fest. Shakespeare synes nu og da under Udarbejdelsen
ikke at have fulgt andet Princip end dette: Saasnart
En siger noget Morsomt, overbyder en Anden ham ved at
sige noget endnu Morsommere. (Se f. Eks. Samtalerne
mellem Prøvesten og den enfoldige Bondepige, han
be-snærer.) Følgen heraf er, at der ligger som et
Solskinshumør over Stykket. Ind imellem de mange unge
Pars kurrende og og lykkelige Elskovs-Duetter, ind
imellem de mange skemtefulde Mænds og unge Kvinders
lunefulde og aandrige Ord-Dueller slynger saa Digteren
sin Jacques’ tungsindigt vemodige Solospil. «Min
Tungsindighed*, siger han, «er hverken den Lærdes
Misundelse paa Medbejlere eller Musikerens Luner eller
Hofmandens Hovmod eller Krigerens Ærgerrighed eller
Juristens Spidsfindighed eller Damernes Smaalighed
eller Elskerens Blanding af alt dette tilsammen; men
det er en Tungsindighed af min egen Slags, sammensat
af mange Bestanddele, uddraget af mange Genstande.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
