Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXX. Omslaget i Shakespeares Sind. Det følgende Tidsrums stigende Tungsind, Sortsyn, Menneskeforagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
275
som sagt først omtrent otte Aar efter dette
Tidspunkt, hvor vi standser her.
Endnu en kort Stund raader hans Trediveaarsalders
kraftige geniale Livsglæde i hans Sind. Saa begynder
den at formørkes, og efter et Tusmørke kort som
Sydens er det Nat i hele hans Sjæleliv og i alle hans
Værker.
I Sørgespillet Julius Cæsar hersker endnu kun
mandig Alvor. Æmnet har tiltrukket ham paa Grund
af den Overensstemmelse, som Sammensværgelsen mod
Cæsar frembød med Sammensværgelsen mod Elisabeth. Da
dennes Hovedpersoner, Mænd som Essex og hans Fælle
Southampton trods Foretagendets Hovedløshed havde
Shakespeares fulde personlige Sympati, overførte han
noget af denne Sympati paa Brutus og Gassius. Han
digtede Brutus under det dybe Indtryk af, at upraktisk
Højsind som hans adelige Venners ikke forslaar til
Indgriben i Historiens Gang, og at praktiske Fejlgreb
hævner sig fuldt saa haardt som moralske.
I Hamlet raader Shakespeares voksende Tungsind og
stigende Bitterhed. Ungdommens lyse Syn paa Livet er
for Helten som for Shakespeare styrtet sammen. Hamlets
Tro og Tillid til Menneskene er nedbrudt. Under Formen
af tilsyneladende Vanvid er her saa aandfuldt, som der
ikke endnu var tænkt og talt i det nordlige Europa,
den sorgtunge Levevisdom udtrykt, som var Shakespeares
ved hans fyrretyvende Aar.
En af Biaarsagerne til Shakespeares Melankoli,
som vi paa dette Tidspunkt skimter, er det stedse
skarpere Misforhold, hvori han som Skuespiller og
Teaterdigter kommer til Tidsalderens stadigt mægtigere
frikirkelige Bevægelse, Puritanismen, der for ham kom
til at staa blot som Indskrænkethed og Hykleri. Den
var hans Stands Dødsfjende; den fremkaldte alt i
hans Levetid Forbud mod alle Skuespilopførelser i
Provinserne, efter hans Død ogsaa i Hovedstaden. Lige
fra Helligtrekongersaften strækker sig en staaende
Strid mod Puritanismen opfattet som Hykleri gennem
Hamlet, gennem Omarbejdelsen Naar Enden er god, er
Alting godt, indtil Lige for Lige, hvor denne Vrede
rejser en Storm og skaber en Skikkelse, til hvilken
først Moliéres Tartuffe udgør et Sidestykke.
Hvad der i disse Aar saa voldsomt har slaaet ham,
det er Jordelivets Elendighed, Ulykken, ikke som
himmelsendt Skæbne,, men som iværksat af Dumhed og
Ondskab i Forening.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
