Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
313
Kursiv, altsaa Hews, sluttede Fortolkeren Tyrwhitt
sig til Eksistensen af en ellers ubekendt Mr. William
Hughes som Sonetternes Genstand. Det har end ikke
manglet paa taabelige Gisninger om at Hr. W. H. skulde
betyde Shakespeare selv, enten saaledes, at H. var
en simpel Trykfejl for S. eller saaledes, at Meningen
var Mr. William Himself (Barnstorff).
I lang Tid hældede dernæst alvorlige og forstandige
Fortolkere til den Mening, at Bogstaverne W. H. var
ombyttede for H. W., idet den Person, til hvem
Sonetterne var stilede, ikke kunde være nogen anden
end Henry Wriothesley, Jarl af Southampton, hvis
nære Forhold til Digteren jo var forud kendt og hvem
hans to smaa episke Digtninge var tilegnede. Dette er
Drake’s og Gervinius’s Antagelse. Dog allerede i 1832
har Boaden herimod gjort forskellige Betragtninger
gældende. Han hævder, at Southampton aldrig besad
den personlige Skønhed, om hvilken der i disse Digte
uophørligt tales og at Digtene hverken passer til
hans Alder eller til hans bevægede, virksomme og
af modsatte Skæbner omtumlede Liv, til hvilket ikke
ringeste Hentydning forekommer.
Der hersker slet ingen Tvivl om at disse Digte er
rettede til en fornem Velynder; men vort Kendskab
til Shakespeares Livsforhold er saa ringe, at vi med
Hensyn til hans Velyndere ved Hoffet ikke har andet
at holde os til, end Udtrykkene i hans Tilegnelser
af Venus og Lucretia til Southampton og Udtrykkene i
Tilegnelsen af den første Folio fra 1623 til Lorderne
Pembroke og Montgommery om «den Yndest de har vist
disse Skuespil og deres Forfatter, mens han var i
Live».
Efterat allerede Bright i 1819 og Boaden 1832
uafhængigt af hinanden havde fremsat den Mening, at
Pembroke var Sonetternes Helt, blev denne Anskuelse
delt af stedse Flere (Charles Armitage Brown,
Hallam, Massey, Henry Brown, Minto, W. M. Rossetti),
og henimod Slutningen af det 19de Aarhundrede kunde
denne Anskuelse betragtes som trængt igennem, idet
den deltes af de ypperste Forskere (som Dowden)
og syntes at modtage sin sidste Bekræftelse ved de
skarpsindige Iagttagelser og Gisninger, der nedlagdes
i Thomas Tyler’s Bog om Sonetterne fra 1890.
Alle de nævnte Mænd er enige om, at der kun er én
Personlighed, hvis Alder, Livsforhold, Ydre, Dyder
og Laster stemmer overens med den unge Mands, til
hvem Sonetterne hen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
