Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314 William
Shakespeare
vender sig, ligesom hans Forbogstaver stemmer med
den Mr. W. H.s, hvem de er tilegnede, og det er den
unge William Herbert, fra 1601 Jarl af Pembroke, født
8. April 1580, der i Efteraaret 1597 eller Foraaret
1598 kom til London, dér efter al Sandsynlighed straks
har lært Shakespeare at kende, og - som Tilegnelsen
af Dramernes første Folioudgave viser - vedblev at
staa i en Beskytters Forhold til ham indtil hans Død.
Vejen, ad hvilken man er naaet til William Herberts
Navn, er denne: Sonetterne 135 og 136, der ligesom
143 indeholder Ordspil mellem Ordet will (i Datidens
Engelsk Vilje, Lyst, Attraa, Haardnakkethed) og Navnet
Will (William) tyder, saa dunkle de end er, paa,
at den Ven af Digteren, som Sonetterne forherliger,
bar samme Fornavn som Shakespeare. Dette passer paa
Pembroke, men ikke paa Southampton, hvis Fornavn
var Henry. Shakespeares Sonetter er ikke isolerede
Digte. Skønt man ingen Sikkerhed har for, at den
Orden, hvori Originaludgaven bringer dem, er den af
Digteren valgte, ses det dog snart, at de staar i
nær indbyrdes Forbindelse; den ene udvikler nærmere
en Tanke eller et Motiv, som findes i den foregaaende
eller en tidligere Sonet; Grupperingen synes ikke at
være vilkaarlig; den er i ethvert Tilfælde saa god,
at alle Forsøg paa at forandre den kun har gjort
Digtenes Mening mere uklar. De første 17 Sonetter
danner f. Eks. en fast sammensluttet Gruppe; i
dem alle opfordres Vennen til ikke at dø ugift,
men efterlade Verden en Arving til sit skønne Ydre,
for at den sjældne Skønhed, hvis Stempel han i sin
Forgængelighed bærer, ikke skal visne og dø med
ham. Sonetterne 100-126, der paa det Nøjeste hænger
sammen, drejer sig om to Venners Genforening efter at
en Misstemning eller Kulde en Tid lang har adskilt
dem. Sonetterne 127 -152 endelig er alle henvendte
ikke mere til en Ven men til en Elskerinde, den mørke
Dame, hvis Forhold til begge Vennerne allerede i de
tidligste Sonetter er behandlet.
Sonetten 144, der er en af de interessanteste,
fordi den i ligefremme Ord skildrer Digterens
Stilling mellem Vennen og Elskerinden, er nu
som berørt allerede trykt 1599 i The passio-nate
pilgrim. Den betegner Vennen som Shakespeares gode
Engel, den Elskede som hans onde Aand, og indeholder
den smertelige Formodning eller Forvisning, at Vennen
er indfanget i den mørke Kvindes Garn:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
