Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346 William
Shakespeare
Vi lærer gennem dem en Side af hans Væsen at kende,
som Skuespillene ikke viser os ham fra. Vi ser
Følelsesmennesket i ham med det lidenskabelige Hang
til at elske, forgude og i Kærligheden at underkaste
sig og med et tilsvarende, dog mindre overordenligt,
Hang til at elskes.
Vi erfarer gennem Sonetterne, i hvilken Grad
Shakespeare var trykket og forpint af den Ringeagt,
der hvilede paa Skue-spillerstanden. Det gamle
Roms Ringeagt for Gøgleren, det gamle Jødelands
Afsky for Den, der skuffede med Hensyn til sit Køn,
endelig Kristendommens oprindelige Had til Teatrene
og deres fristende Fornøjelser, alt dette var gaaet
i Arv til Datiden og havde, alt som Puritanismen
vandt Tilhæng og Magt, frembragt en offenlig Mening,
hvis Misbilligelse en saa fintfølende Natur som
Shakespeares led haardeligt under. Han betragtedes
jo ikke som en Digter, der af og til spilte Komedie,
men som en Skuespiller, der skrev Teaterstykker. Med
Smerte har han følt det som tilhørte han en Kaste
uden borgerlig Ære. Derfor i den 29. Sonet Linjen
«Og naar jeg dybt forbander mine Kaar*. Derfor i
den 36. Sonet Forsikringen om, at han vil lade, som
kendte han ikke Vennen, ligesom denne skal undlade
at hædre ham med offenlig Venlighed, for ikke selv
at sætte sit Navns Ære til.*) Den bitre Klage i den
72. Sonet synes mere at gaa paa Shakespeares Stilling
som Skuespilforfatter:
Thi Skammen følger mig og mine Kaar, og ved dit
Venskab Lod i den du faar.
Det Vemod, der fylder den 110. Sonet, gælder
øjensynligt baade den Talendes Skuespillerstand og
hans Natur som Digter og Kunstner:
Tilvisse har jeg vandret her og der
og stillet mig som Nar for Mængden ud
og solgt for billigt Køb hvad mest var værd
og knyttet nye Baand ved gamles Brud.
*) I may not evermore acknowledge thee,
Lest my bewailed guilt should do thee shame, Nor
thou with public kindness honour me Unless thou take
that honour from thy name. But do not so; I love
thee in such sort As, thou being mine, mine is thy
good report.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
